Der er sket meget siden den amerikanske tv-vært Ellen DeGeneres, som én af de første berømtheder sprang ud som lesbisk i 1997 i Oprah Winfreys talkshow.
I dag er hun blandt de forreste i frontlinjen for homoseksuelles rettigheder, og en af USA's mest omtalte tv-personligheder, men hun frygtede længe, at det ville gå ud over hendes karriere, hvis det blev kendt, at hun var lesbisk.
- Jeg troede ikke, at jeg ville springe ud, og sådan var det. Jeg havde heller ikke troet, at jeg nogensinde ville gøre det i et tv-program, fortæller Ellen DeGeneres i et filmklip fra programmet "Oprah's Master Class".
For at samle mod til at springe ud måtte den populære komiker, der var vært for Oscar-uddelingen i 2014, forberede sig mentalt og lære at stå ved, hvem hun virkelig var.
- Der var en, der gav mig en gave, et kursus på et sted, der hedder Esalen. Det er et slags hippiested, hvor der ikke er noget tv, musik eller noget andet. Det er bare meditation og forskellige kurser. Jeg tog et kursus, der handlede om at ændre ens indre dialog, fordi jeg ville finde ud af, hvordan min indre dialog var i min underbevidsthed, fortæller hun og fortsætter:
- Det var skræmmende og vildt, hvad der kom ud af at lytte efter, hvad jeg havde sagt til mig selv. "Ville jeg stadigvæk være berømt, hvis de fandt ud af, at jeg var lesbisk?" Og min frygt var, at det ville jeg ikke, og så skammede jeg mig over, at jeg skjulte noget, og at jeg ikke kunne være den, jeg var i virkeligheden.
Det endte dog ikke med at skade DeGeneres karriere, da hun fortalte verden om sin seksualitet, tværtimod. I 2015 rangerede det amerikanske erhvervsmagasin Forbes hende som nummer 50 på en liste over verdens mest magtfulde kvinder, og samme år anslog de, at hun havde tjent over 500 millioner kroner.
/ritzau/FOKUS