Enhedslisten er glad for, at regeringen i sit kommende udspil til en beskæftigelsesreform sætter fokus på uddannelse til arbejdsløse. Men støttepartiet efterlyser en løsning for de mange arbejdsløse, der falder ud af dagpengesystemet.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) afslørede tirsdag aften, at udspillet vil indeholde en mulighed for at sende ufaglærte og ledige på op til to års uddannelsesorlov. De vil i perioden modtage 80 procent af dagpengesatsen og få mulighed for at låne de sidste 20 procent.
- Det er rigtig positivt, at regeringen vil give arbejdsløse bedre mulighed for efteruddannelse. Det er den helt rigtige vej at gå.
- Men vi mener, at det bør være på fulde dagpenge og ikke på en nedsat sats, som mange ikke vil have råd til, siger Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl, i en kommentar.
Han fremhæver en stor mangel i reformudspillet.
- Det største problem ved regeringens udspil er, at det helt forbigår det enorme problem, vi har med de tusindvis af danskere, der mister deres dagpengeret.
- Det nytter ikke noget at lave en reform af beskæftigelsessystemet uden at tage fat på det allerstørste problem, nemlig konsekvenserne af dagpengereformen, understreger han.
Trods den manglende løsning på dagpengereformens udfordringer er Enhedslisten dog klar til at forhandle med regeringen.
- Højrefløjens idé om, at reformen skal være en spareøvelse, der skal betale for nye skatterabatter til erhvervslivet, er helt uacceptabel. Jeg vil meget kraftigt opfordre regeringen til at holde fast og sige klart nej til Lars Løkkes (V) krav.
- Vi står parat, hvis regeringen vil bruge sit flertal til venstre, siger Christian Juhl.
Enhedslisten vil i de kommende dage fremlægge partiets hovedkrav til beskæftigelsesreformen.
Regeringen fremlægger onsdag klokken 12 hele reformudspillet "Vejen til varig beskæftigelse - den enkelte i centrum".
/ritzau/