El Clásico: Messi sparker Barcelona tilbage i mesterskabskampen

admin

10 år siden

|

23/03/2014

Dagens topnyheder

Der var drama, underholdning og mål for alle pengene, da Real Madrid hjemme på Santiago Bernabeu tabte med 3-4 til ærkerivalerne FC Barcelona i det klassiske spanske El Clásico-opgør.

Med sejren spiller Barcelona sig helt tilbage i kampen om det spanske mesterskab.

Kun et enkelt point adskiller nu de tre øverste hold i en historisk tæt La Liga-top. Real Madrid og Atléticeo har hver 70 point, mens Barcelona har 69.

Første halvleg i søndagens kamp bød på underholdning i verdensklasse. Der var blot spillet seks minutter, da Lionel Messi serverede bolden for Andrés Iniesta, der via overlæggeren tyrede bolden i nettet til en tidlig Barcelona-føring.

Et par minutter senere burde Madrids Karim Benzema have udlignet, men fra en helt fri position bankede franskmanden bolden langt over mål.

Benzema fik dog taget revanche kort efter, da han stangede Angel Di Marias præcise indlæg i mål.

I forbindelse med fejringen af målet blev Di Maria ramt af et ildebefindende, og det så bekymrende ud, da han vaklede fra banen.

Men argentineren var ikke mere medtaget, end at han fire minutter senere igen kunne lægge bolden ind til Benzema, der tæmmede den med låret og helflugtede den ind bag Barcelona-målmand Victor Valdés.

Så tog opgøret sig en scoringspause på 18 minutter, inden Lionel Messi tog et par snævre træk i feltet og sparkede bolden ind fladt til venstre for Diego López i Madrid-målet.

Så stod der 2-2, og det var også stillingen efter de første hæsblæsende 45 minutter.

Det tempofyldte og seværdige spil fortsatte i anden halvleg. Efter 10 minutter blev Cristiano Ronaldo tilkendt et straffespark. De langsomme gengivelser viste dog, at verdensstjernen blev fældet uden for feltet.

Ronaldo eksekverede selv, og så førte værterne igen.

Men Barcelona rejste sig hurtigt. Sergio Ramos rev en helt fri Neymar omkuld. Straffe til gæsterne og rødt kort til Ramos. Messi satte sikkert bolden i kassen fra straffesparkpletten.

Og med seks minutter igen blev Barcelonas Iniesta igen tildelt et - denne gang meget tyndt - straffespark. Og det scorede Messi igen på, og han satte dermed punktum for en stor Barcelona-triumf efter et særdeles underholdende opgør

/ritzau/