Europa taler om en flygtningekrise, der truer sammenholdet. Men den er blot en parentes i den store fortælling om verdens migranter, konstaterer en række ledere i internationale organisationer på COP21 i Paris.
Dobbelt så mange flygter fra ekstremt vejr som fra krig, lyder det fra FN og Den Internationale Organisation for Migration (IOM), som på klimakonferencen i Paris appellerer til, at de mennesker bliver omtalt, respekteret og beskyttet i den globale klimaaftale.
- Vi har hidtil arbejdet i sneglefart. Nu må vi løbe som gazeller, siger IOM's direktør, William Lacy Swing, på et pressemøde under konferencen.
Han glæder sig over, at det seneste udkast til en klimaaftale omtaler klimamigration, beskyttelse og respekt.
- Jeg foreslår ikke en grænseløs verden. Men vi må forstå, at verden bliver mere multietnisk og multikulturel. For disse mennesker skal have et sted at flygte hen.
- Vi må finde en måde at ændre den giftige fortælling, der lige nu er om migration, så den bliver mere positiv, siger William Lacy Swing.
Volker Türk, chef for international beskyttelse i FN's Flygtningehøjkommissariat, mener, at situationen i Europa er blevet så tilspidset, fordi politikerne for sent har erkendt udfordringen, der længe var på vej.
- Flertallet af migranterne kommer fra klimaramte områder, så de påvirkes dobbelt, siger Türk.
11 millioner mennesker var sidste år på flugt fra konflikt. Det tal er dobbelt så højt for klimaflygtninge, siger Jan Egeland, som er generalsekretær i det norske Flyktninghjelpen.
Han mener, at man må øge klimafinansieringen drastisk til de af verdens fattige lande, hvor klimaforandringerne er værst.
- Vi må investere massivt i de hundrede millioner af mennesker, som er truet af klimaforandringer. Jeg er lettet over, at emnet bliver diskuteret her, siger Jan Egeland.
Næsten alle de mange millioner migranter fra udviklingslande flygter til andre udviklingslande.
- Det er også et spørgsmål om retfærdighed. Ingen af de mennesker, som flygter fra klimakatastrofer, bærer nogen skyld i den situation, de er havnet i, siger Egeland.
/ritzau/