Er du en af dem, der med det samme tager en slurk af din netop frisklavede te eller kaffe, så bør du nok holde op med det. Og i stedet finde et termometer frem.
En vigtig udmelding fra FN lyder nemlig på, at meget varme drikke som kaffe eller te ’sandsynligvis" forårsager kræft. Det skriver flere udenlandske medier heriblandt The Independent.
Risikoen er angiveligt størst, hvis drikkevarerne har en temperatur, der ligger over 65 grader celsius.
Udmeldingen kommer i kølvandet på en gennemgang af mere end 1.000 videnskabelige undersøgelser af, om der er en sammenhæng mellem kaffe og kræft, foretaget af Det Internationale Agentur for Kræftforskning ( IARC ).
Læs også:Mangel på bedøvelsesmiddel kan forsinke operationer
Og her viser resultaterne, at risikoen for kræft i halsen muligvis øges, jo varmere væsken er.
- Disse resultater tyder på, at det at drikke meget varme drikke er en sandsynlig årsag til kræft i spiserøret , og at det er temperaturen, snarere end drikkevarer i sig selv, der synes at være kildem, siger agenturets direktør Christopher Wild, ifølge The Independent.
Det er specielt i de mellemøstlige lande samt Kina og Sydamerika, at drikke med temperaturer på over 70 grader er populære traditionelle drikke. Mens vi i de vestlige lande ikke på samme måder drikker væsker ved så høje temperaturer.
- Der er nogle beviser for, at det at indtage meget varme drikke over 65 grader celsius kan øge risikoen for kræft i spiserøret. Men så længe man lader sin drik køle lidt ned, før man drikker den, er det usandsynligt, at der er en fare, siger Casey Dunlop, sundhedsinformationsmedarbejder ved Cancer Research UK.
Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: