Tre eksplosioner, der faldt stort set samtidig i Kenyas hovedstad, Nairobi, har kostet mindst seks personer livet. Mange andre er såret i det, der mistænkes for at være et terrorangreb.
- Vi er her på gerningsstedet. Selvfølgelig mistænker vi det for at være et terrorangreb, siger politichef i Nairobi Benson Kibue.
25 personer er såret i eksplosionerne, der ramte et tætbefolket område, hvor der primært bor somaliere. Området er kendt som lille Mogadishu - efter den somaliske hovedstad.
Eksplosionerne skete på to små restauranter og en lægeklinik, mens folk var på vej hjem først på aftenen mandag.
Ifølge politichefen skyldtes en af eksplosionerne formentlig en hjemmelavet bombe. Vidner har samtidig fortalt, at der blev smidt granater ved de to andre hændelser.
Politichefen forsikrer borgerne om, at de skyldige vil blive bragt til ansvar.
Området har over de senere år været udsat for adskillige angreb, som politiet siger, at islamister står bag.
- Uanset, hvem der har gjort dette, vil vi få fat på dem. Der er ingen grund til panik. Vi har styr på disse problemstillinger, siger Benson Kibue.
Kenya har forhøjet alarmberedskabet efter advarsler om en stigende trussel fra terrorister.
Siden kenyanske tropper blev sendt ind i det sydlige Somalia i oktober 2011 for at bekæmpe al-Shabaab-oprørere, der har tilknytning til al-Qaeda, har landet været ramt af flere angreb.
For en uge siden blev seks personer dræbt nær kystbyen Mombasa, da bevæbnede mænd stormede ind i en kirke og åbnede ild mod kirkegængerne.
Islamister tog skylden for det mest dødelige angreb i Kenya over de senere år, nemlig angrebet på indkøbscentret Westgate i september, hvor mindst 67 mennesker blev dræbt.
/ritzau/AFP