Eksplosion dræber mindst 20 minearbejdere i Tyrkiet

admin

10 år siden

|

13/05/2014

Dagens topnyheder

Mindst 20 minearbejdere har tirsdag mistet livet i en voldsom eksplosion i en kulmine i Tyrkiet.

Det fortæller det lokale parlamentsmedlem Muzaffer Yarttas, som har været i kontakt med de læger, der er involveret i redningsarbejdet.

- 20 minearbejdere er blevet dræbt, og 30 er blevet såret i ulykken. De døde blev dræbt af kvælning og forbrændinger, fortæller Muzaffer Yarttas ifølge AFP.

Dødstallet frygtes at stige yderligere, for samtidig er op mod 300 minearbejdere fanget under jorden i kulminen, som ligger i den vestlige provins Manisa i Tyrkiet.

Ifølge borgmesteren i Soma, som er et distrikt i Manisa, er 20 minearbejdere blevet reddet fra eksplosionen. Det fortæller han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Mindst 200-300 minearbejdere arbejdede i minen, da en fejl i elektriciteten forårsagede en eksplosion, siger en kilde fra de lokale myndigheder ifølge AFP til den tyrkiske tv-station NTV television.

Det er langt fra første gang, minearbejdere rammes af dødelige ulykker i Tyrkiet.

I maj i 2010 omkom 28 minearbejdere i en kulmine i byen Karadon i Tyrkiets Zonguldak-provins ved Sortehavet. Dengang blev minen ramt af en eksplosion i mere end 500 meters dybde.

I februar samme år fandt en lignende eksplosion fandt sted, som kostede 13 minearbejdere livet i en mine i det nordvestlige Tyrkiet.

/ritzau/