Eksplosion dræber 151 minearbejdere i Tyrkiet

admin

10 år siden

|

14/05/2014

Dagens topnyheder

151 minearbejdere mistede tirsdag livet i en voldsom eksplosion i en kulmine i Tyrkiet, siger landets energiminister, Taner Yildiz.

Dødstallet kan dog stige, for mange er fortsat spærret inde i kulminen, som ligger i den vestlige provins Manisa.

I alt var der 787 arbejdere i minen, da eksplosionen fandt sted, siger ministeren. 76 personer meldes såret og er på hospitalet, tilføjer han.

Tidligere havde den lokale borgmester Cengiz Ergun sat dødstallet til 157, men der er tirsdag aften kommet flere forskellige meldinger om antallet af døde og indespærrede.

- De døde blev dræbt af kvælning og forbrændinger, sagde lokalpolitiker fra Manisa Muzaffer Yarttas tidligere tirsdag aften.

Der er meldinger om, at fejl i elektriciteten er skyld i ulykken.

Redningsfolk har været i færd med at pumpe ren luft ned i den to kilometer dybe mine.

- Fire redningshold arbejder ved minen. Ilden giver problemer for redningsarbejdet, men der bliver pumpet ilt ned i de mineskakter, som ikke blev berørt af eksplosionen, sagde energiminister Taner Yildiz tirsdag aften ifølge AFP.

Lokale medier har rapporteret, at mange er kommet ud af minen med livet i behold.

Det er langt fra første gang, at minearbejdere rammes af dødelige ulykker i Tyrkiet. I maj 2010 omkom 28 minearbejdere i en kulmine i byen Karadon i Tyrkiets Zonguldak-provins ved Sortehavet. Dengang blev minen ramt af en eksplosion i mere end 500 meters dybde.

I februar samme år fandt en lignende eksplosion sted, som kostede 13 minearbejdere livet i en mine i det nordvestlige Tyrkiet.

Tyrkiets værste mineulykke fandt sted i 1992, hvor 263 mennesker mistede livet i en gaseksplosion i Zonguldak.

/ritzau/Reuters