Eksperter advarer mod patentdomstols magt

admin

10 år siden

|

03/05/2014

Dagens topnyheder

Da man ikke kan anke den europæiske patentdomstols afgørelser, risikerer dommerne ved domstolen at ende som små konger, der sender politiet ud at ransage virksomheder i strid med lovgivningen.

Sådan lyder vurderingen fra en række juraeksperter. Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) afviser kritikken, skriver Information lørdag.

Danskerne skal samtidig med EU-parlamentsvalget 25. maj tage stilling til, om Danmark skal tilslutte sig patentdomstolen, der skal afgøre tvister om patenter.

Selve patentsystemet, som domstolen er en del af, skal sikre, at virksomheder kun behøver at sende én ansøgning for at få patent i alle de EU-lande, der tilslutter sig.

Men eksperter advarer nu mod konsekvenserne.

- Vi får et system, der kan lave sine egne retningslinjer, uden at andre domstole kan gøre noget ved det, siger Clement Salung Petersen, lektor i immaterialret ved Københavns Universitet, til Information.

Det bliver bakket op af Jens Rostock-Jensen, der er advokat og medlem af Retsplejerådet.

- Det kan udvikle et tunnelsyn, hvor dommerne lever sig for meget ind i området og glemmer generelle hensyn, siger han, til Information.

Tilbage i 2001 advarede Domstolenes Strukturkommission og Retsplejerådet mod såkaldte specialiserede domstole som patentdomstolen. Dommerne risikerer "at miste følingen med generelle (...) juridiske principper", skrev Retsplejerådet dengang.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen afviser i en mail til Information imidlertid kritikken, da både eksperter, medier og virksomheder ifølge hans vurdering vil holde øje med patentdomstolen.

- Og at domstolen derfor ikke kommer til at leve i et vakuum, skriver Henrik Sass Larsen.

Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper undrer sig over, at regeringen ikke har hørt Retsplejerådet i denne omgang.

- For det er en stor ting, når man beslutter at give en del af vores domstolssystem til nogle andre, siger hun til Information.

/ritzau/