Ekspert: Thornings mange rokader er uset

admin

|

31/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Da Helle Thorning-Schmidt (S) tiltrådte som statsminister i efteråret 2011, stod hun i spidsen for et hold på i alt 23 ministre.

Af dem sidder blot de ni - inklusiv statsministeren selv - på deres oprindelige post, når SF's ministre om kort tid træder ud af regeringen.

I august skiftede statsministeren ud i seks ministerier. Så røg Christian Friis Bach (R) ud, inden justitsminister Morten Bødskov (S) blev væltet, og det afstedkom en større stoleleg i fire ministerier.

Og med SF's kollaps som regeringsparti skal der findes ministre til seks ministerier.

Om alle seks taburetter skal genbesættes, eller om der kommer en eller måske flere sammenlægninger af resortområder, er endnu uvist.

Men under alle omstændigheder kommer Helle Thorning-Schmidt til at stå i spidsen for en svingdørs-regering af hidtil usete dimensioner, når ministerposterne er fordelt.

Det siger lektor ved institut for Statskundskab på Aalborg Universitet, Johannes Andersen.

- Alle statsministre har behov for at justere ministerholdet løbende, men at der nu kommer seks oven i de øvrige, gør det jo ekstra dramatisk, og det har vi ikke oplevet før, siger han.

Ifølge Johannes Andersen kan alle de mange udskiftninger af ministre skabe uro.

- Der er masser af stærke ministre, der fra dag ét kan sætte sig i stolen med autoritet, siger han.

- Men når man hele tiden skifter, så er der en stor risiko for, at ministre med kortere historier ikke har den autoritet og erfaring, der skal til, for at man kan styre i forhold til embedsværket, og så kan man komme bagud på point.

- Så får embedsværket større frirum til at sige, at "vi plejer at gøre sådan og sådan", siger Johannes Andersen.

Når der hen over weekenden eller i den kommende uge skal udpeges nye ministre, så får Skatteministeriet sin fjerde minister i Thornings regeringstid.

Erhvervsministeriet og Fødevareministeriet har haft tre politiske chefer. Det samme vil Udenrigsministeriet nå op på efter den kommende rokade.

/ritzau/