Ekspert: Sådan vælger du den rigtige solcreme

Michael Lauritsen

11 år siden

|

07/06/2013

Dagens topnyheder

Når vi danskere beskytter os mod solens stråler, så bruger vi ofte solcreme i for høj faktor. Til gengæld smøres der for tyndt, ligesom mange os fejlagtigt tror, at det er smart at smøre flere gange.

Det fortæller Ewa Daniel, der er toksikolog hos Astma-Allergi Danmark.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Klik her og vær med nu

- Faktor 15 er rigeligt til Danmark. Og så skal man sørge for at smøre et ordentligt lag på, siger hun til Dagens.dk.

Der er nemlig, ifølge Ewa Daniel, stort set ikke forskel på beskyttelsen fra faktor 15 til faktor 50. Til gengæld er der langt mere solfilter og dermed mere allergifremkaldende kemi, jo højere en faktor du vælger.

Undersøgelser viser, at vi danskere bruger cirka 0,5 til 0,8 milligram solcreme per kvadratcentimeter hud, når vi smører os ind. Bruger man en faktor 15 i den mængde, svarer det kun til mellem faktor to og tre. Er det en faktor 50, man smører sig med, svarer det kun til mellem faktor tre og fem i den mængde.

- Du får ikke meget ud af at vælge en større faktor. Så vælg den lille og smør et godt lag. Brug, hvad der svarer til en god håndfuld, siger Ewa Daniel.

Og smører du den korrekte mængde på første gang, så behøver du ikke bekymre dig om solbeskyttelse de næste mange timer.

- Vi kan se, der er en tendens til, at folk gerne vil smøre sig ind ofte. Men som regel er det nok at smøre solcreme på én gang om dagen, medmindre man bader. Otte timer efter, man har puttet solcreme på, så er der faktisk cirka 45 procent af solbeskyttelsen tilbage, fortæller Ewa Daniel.

Bliver man ofte udsat for solfiltre, øges risikoen for kontaktallergi markant.

Her er Ewa Daniels råd til, hvordan du beskytter dig mod solen:

- Brug faktor 15 og smør rigeligt. Hvis du skal til udlandet, hvor der ofte er højere UV-bestråling, kan du sagtens overveje en højere faktor.

- Hold dig generelt væk fra solen mellem klokken 12 og 15.

- T-shirt, solhat og skygge er altid en god idé.

- Brug kun solcreme, hvor huden er blottet. Ikke under tøj.

- Smør dig kun én gang dagligt, medmindre du hopper en tur i vandet.

- Sæt dig ind i, hvilke stoffer, der er i den creme, du køber. Det er en god idé at undgå eksempelvis parfume, formaldehyd og farvestoffer.