Hvis du er på udkig efter en ny bil, er der godt nyt. Dette gælder især, hvis du overvejer at købe en elbil.
737 brugte elbiler blev i sidste uge rettet ned i pris. Dette er en markant stigning i forhold til ugen før, hvor tallet lød på 466.
De nedsatte elbiler blev gennemsnitlig sat ned med hele 15.900 kroner.
Overordnet set blev 3.393 brugte biler nedsat i pris i sidste uge.
Det skriver SE&HØR via oplysninger fra Bilbasen.
Hvis man herefter kigger på den gennemsnitlige prisnedsættelse for benzin- og dieselbiler, lå den på 8.000 kroner i gennemsnit.
Det er dog værd at bide mærke i, at udgangspunktet for disse prisfald er forskellige.
Gennemsnitspriserne for benzinbiler er 170.000 kroner, for dieselbiler 200.000 kroner, mens det er 240.000 kroner for elbiler.
Ikke desto mindre vurderes det, at prisfaldene på elbiler er betragtelige og skyldes en helt særlig cocktail, som både har noget at gøre med ændringerne i udbud og efterspørgsel.
Ifølge Jan Lang, chef for markedsindsigt og PR-chef hos Bilbasen, skyldes dette blandt andet, at Tesla i starten af året nedsatte deres priser, hvilket fik markedet til at rasle i pris.
Jan Lang mener dog ikke, at dette er den eneste grund til prisfaldet.
»På den anden side produceres der rekordmange elbiler ude i Europa i øjeblikket. Og der er en lav parathed især i de latinske lande og Tyskland til at eje elbilerne. Så når der på den ene side kommer en masse elbiler ud i markedet, og der ikke er en villighed til at beholde dem hos forhandlerne, så falder priserne markant.«
Jan Lang konkluderer derfor, at denne særlige cocktail både gavner sælger og købers marked, hvilket er noget ekstraordinært.
»Derfor får danskerne adgang til billigere og billigere elbiler. De hober sig op uden for landets grænser. De tilbydes til lavere og lavere priser. Lige nu er det både sælgers marked og købers marked. Jeg har arbejdet med det her i 25 år, og jeg mindes ikke, det har været sådan.«
Overordnet set ses der også en generel forklaring, idet elbiler er enormt meget i fokus hos de danske kunder i øjeblikket.