Ekspert: Klima-vagthund bliver kernen i grøn omstilling

admin

|

27/01/2014

Dagens topnyheder

Et råd, der holder øje med den grønne omstilling, kan være afgørende for at sikre, at Danmark bliver fri for fossile brændsler.

Det vurderer Katherine Richardson, professor fra Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, efter at klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) har præsenteret sine idéer til en klimalov.

- Det er kernen i sådan en lov, siger Katherine Richardson.

- Vi er ved at omdanne hele vores energi- og transportsystem, og der er rigtig mange måder, man kan gennemføre den omstilling på. Vi skal gøre det på den mest effektive måde, siger hun.

Professoren var en del af den klimakommission, som den tidligere VK-regering nedsatte i 2008. Kommissionen kom to år senere med sit bud på, hvordan Danmark kunne blive fri for fossile brændstoffer.

Hvis målet skal nås, er det ifølge Richardson afgørende med en evaluering af de tiltag, man tager, og det er der også lagt op til med det nye klimaråd.

- Det er enormt vigtigt, at man får en indbygget kontrolmekanisme, så man forpligter sig selv til at måle, hvordan omstillingen går, og sørger for at få informationer, så man kan bestemme, hvordan man kommer videre, siger hun.

Klimaministeren har mandag foreslået at nedsætte et uafhængigt råd, der skal give fagligt baserede input til den grønne omstilling og agere vagthund over for den førte klimapolitik.

Rådet er en af idéerne til den klimalov, som Folketingets partier skal diskutere i denne uge.

Enhedslisten glæder sig over loven, men frygter, at den ikke bliver håndfast nok. Partiet kritiserer blandt andet, at der ikke bliver skrevet konkrete klimamål ind i loven. Men det mener Katherine Richardson ikke er afgørende.

- Vi har en konkret målsætning om at fjerne fossile brændsler fra vores energi- og transportsystem. Hvis man arbejder med det mål for øje, er kortsigtede forpligtelser ikke det væsentligste, siger hun.

/ritzau/