Lørdag har den egyptiske hærs luftvåben dræbt 16 medlemmer af Det Muslimske Broderskab på Sinai-halvøen.
- 16 ekstremt farlige ekstremister fra Det Muslimske Broderskab er blevet dræbt, bekræfter hærens talsmand Ahmed Ali på Facebook.
Angrebet på broderskabet kommer, efter at militante i januar skød en af hærens helikoptere ned i den nordlige del af Sinai-halvøen og dræbte alle om bord.
Sinai-halvøen har siden afsættelsen af Mursi i juli været hjemsted for militante, der herfra har planlagt angreb mod flere steder i Egypten.
Det Muslimske Broderskab blev i december stemplet som en terroristgruppe, efter en selvmordsbomber dræbte 15 personer foran et politihovedkvarter.
Broderskabet hævder at have lagt de voldelige metoder bag sig "for flere årtier siden" - og at de nu kun benytter sig af "fredelige midler".
En anden gruppe, Ansar Beit Al-Maqdis, har taget ansvaret for december-angrebet mod politihovedkvarteret - samt et andet angreb mod en politistation i hovedstaden Kairo i januar.
Gruppen, der angiveligt er inspireret af al-Qaedas militante islamistiske ideologi, holder til på den tyndt befolkede nordlige del af Sinai-halvøen tæt på grænsen til Gaza-striben og Israel.
/ritzau/AFP