Egypten: Sisi bruger Broderskabets slagord i sejrstale

admin

10 år siden

|

03/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den tidligere hærchef Abdel Fattah al-Sisi blev tirsdag bekræftet som Egyptens nye præsident, da valgkommissionen slog fast, at han havde fået knap 97 procent af stemmerne ved valget i sidste uge.

I sin første tale til nationen takkede Sisi egypterne og slog derpå straks ind på, hvilke udfordringer hans landsmænd skal hjælpe ham med.

- Jeg vil gerne takke dem, som gik ud for at stemme og dermed skrev Egyptens fremtid.

- Nu er det tid til at arbejde, så vi kan skabe en bedre fremtid for Egypten og genskabe stabiliteten, siger Abdel Fattah al-Sisi.

Den tidligere hærchef sendte, noget bemærkelsesværdigt, også en reference til de slagord, som Det Muslimske Broderskab og Mursi-tilhængerne brugte under revolutionen - den revolution han siden nedkæmpede med hård hånd:

- Vi skal nu udfylde fremtiden med det vi vil have ... Brød, frihed, menneskelig værdighed og social retfærdighed.

To af disse slagord dannede tilmed navnet på det parti, som Det Muslimske Broderskab dannede før valget, Friheds- og Retfærdighedspartiet.

På Tahrir-pladsen i det centrale Kairo er Sisi-støtter samlet for at hylde den tidligere hærchef.

- Sisi, Sisi, synger de, mens de fremviser billeder af vinderen og det egyptiske flag.

Tahrir-pladsen, som dannede rammen om revolutionen i 2011, havde været lukket siden morgenstunden, for at den skulle være klar til festlighederne tirsdag aften.

Abdel Fattah al-Sisis rival, den venstreorienterede kandidat Hamdeen Sabahy, fik tre procent af stemmerne.

Sisi kommer til at overtage posten efter Adly Mansour, som har fungeret som præsident, siden den folkevalgte Mohamed Mursi blev væltet fra posten af militæret - med netop Sisi i spidsen - 3. juli 2013.

Spændingen har både nationalt og internationalt været rettet imod valgdeltagelsen, og den endte ifølge valgkommissionen på cirka 47 procent, og dermed langt mindre end de 80 procent som Sisi havde håbet på efter sin personlige bøn til de egyptiske vælgere.

Da Mursi vandt præsidentvalget i 2012, stemte 52 procent af vælgerne.

/ritzau/dpa