Det var en kæmpe forløsning for eleverne på Staby Efterskole, da de mandag kunne vende tilbage. Det betyder, at de nu blot skal nyde de sidste fire måneder af deres ophold.
Der var dog skår i glæderne. Det gælder i hvert fald én elev, hvis coronatest viste, at han var positiv, hvorfor man var nødsaget til at sende ham, samt 13 nære kontakter, hjem igen.
Det skriver TV 2.
Det er Falck, der står for at teste samtlige elever og lærere for efterskolen, og elev blev såmænd fanget i den allerførste runde.
"Vi var i gang med en stort set almindelig skoledag i går, hvor Falck så går i gang med at teste 50 personer i timen. Det går efter planen, indtil den her pige altså slår ud som positiv på testen," siger forstander Anders Boll Mikkelsen til TV 2.
Anders Mikkelsen er dog glad for, at man har fanget det så hurtigt, så man ikke først skal døje med det på fredag i anden runde test.
"De har ikke haft ret meget tid til at være tæt sammen, det var dårligt nok et døgn jo. Om et par dage kunne det være, at vi skulle have sendt halvdelen af skolen hjem," siger han.
Pigen, der testede positivt, skal PCR-testes, hvorefter man kan fastslå eller afkræfe resultatet. Anders Boll Mikkelsen håber naturligvis, at det kommer tilbage negativ.
Men skulle det ske, at den kommer tilbage positiv, så vil de ikke tage det alt for tungt. Han ønsker nemlig ikke, at det skal blive for dramatisk, da folk bliver kede af det.
Ifølge elevens mor har hun ikke været i kontakt med nogen, der har covid-19, og alle elever - herunder den smittede - medbragte et negativt testsvar, da de vendte tilbage til efterskolen.
"Vi har gjort alt for ikke at stå i denne situation, og så håber jeg da, at vi er det eneste tilfælde, så de andre skoler kan få lov at komme tilbage snart," siger han.
Staby Efterskole tæller cirka 180 elever.