Bølgerne er gået højt siden tv-programmet ’Danmarks Indsamling’ løb over DR1’s sendeflade 6. februar.
Programmet havde til formål at samle ind til mennesker i nogle af verdens fattigste lande, men netop denne prioritering fik mange danskere til i harme at fare til tasterne på de sociale medier.
Både DR og de 12 nødhjælpsorganisationer, der stod bag indsamlingen, er blevet kritiseret for initiativet, da en størstedel af de utilfredse danskere hellere så, at vi hjælper ’vores egne’ før vi hjælper andre.
Især er det blevet fremhævet, at pengene burde gå til vores hjemløse i stedet for fattige i andre lande:
- Indsamlingen fik IKKE en krone herfra, der er danskere, der mangler også, så dem støtter jeg hellere.
- Start med en indsamling til de hjemløse dansker, før jeg støtter.
- Tænker DR skulle lave Danmarksindsamlingen til Danmark, så vi kunne passe og pleje vores ældre og de hjemløse osv.
- Lille land stort hjerte, er jo Danmarks Indsamlings slogan. Tja... det store hjerte skrumper meget ind efter min opfattelse, når doneringerne ikke går til vore egne danske svage og hjemløse.
- Hvad med vores ynkelige omsorg af vore egne. Føj DR.
- Ønsker man at hjælp humanitært, så er der tilstrækkelig mange projektet her hjemme. Men måske er det sådan, at det ikke er så hipt at støtte danske hjemløse eller enlige mødre som sultne afrikanske børn.
Sådan lyder en håndfuld af de utilfredse kommentarer, som DR og Danmarks Indsamling har fået på deres Facebook-sider. Kritikken er dog ikke ny, da samme utilfredshed ramte både DR1 og TV2, da de i september 2015 gik sammen med 12 nødhjælpsorganisationer om en indsamling, hvor pengene gik til at hjælpe i de katastroferamte områder i og omkring det borgerkrigshærgede Syrien.
En unuanceret debat
Senest har også dansktopsanger Richard Ragnvald pustet til debat-ilden ved at udtale, at han var ved at ’brække sig over’, at vi hele tiden skulle høre om ’alle de flygtninge’. Også Ragnvald mener, at vi i stedet bør donere til vores egne fattige og hjemløse.
Læs også: Richard Ragnvald: “Er ved at brække mig over at høre om flygtninge, vi skal hjælpe”
Hos De hjemløses landsorganisation SAND er man dog langt fra glad for den drejning, som debatten har taget.
- Jeg føler desværre, at vi er blevet spydspids i en debat, der handler om andet end hjemløse. Vi er pludselig blevet en undskyldning for at fravælge nogen andre, og det hører sig ikke til. Vi ønsker ikke at blive spændt for en vogn i en debat, der er unuanceret, mener Sofie Bay-Petersen, der er informationsmedarbejder hos SAND, og som har fulgt debatten nøje.
- Jeg synes, det er usundt, når udsatte grupper pludselig skal bekæmpe hinanden. Især fordi der er stor forskel på at være hjemløs og at være flygtning. Der er mange hjemløse, der har det svært, men vi kommer jo ikke uden om, at det danske velfærdssystem ikke står midt i en humanitær katastrofe. Det gør de til gengæld andre steder i verden, så vi mener ikke, at vi har mere brug for pengene, forklarer Sofie Bay-Petersen og tilføjer, at danske hjemløse ikke kun er danskere.
- Det er lidt naivt, når man gerne vil hjælpe de hjemløse, men ikke folk fra andre lande, for de hjemløse, vi har her i Danmark, består altså af folk med alle mulige nationaliteter.
Anderkendelse er vigtigere
Hos SAND tilkendegiver man, at det selvfølgelig er positivt, hvis de mange støtteerklæringer rent faktisk udmønter sig i en hjælpende hånd til de hjemløse, men understreger samtidig, at der er mange måder at hjælpe på.
- Det er selvfølgelig dejligt, hvis folk gerne vil støtte os, og vi har altid brug for frivillige, men helt overordnet, så det er ikke hr. og fru Danmarks ansvar. De hjælper allerede gennem deres skat. Det er en offentlig opgave, og det er ingen hemmelighed, at pengene i Danmark ikke bliver brugt, som vi kunne håbe på. Derfor er vi rigtig glade, når civilsamfundet træder til og hjælper, men det kan gøres på mange måde, understreger Sofie Bay-Petersen og fremhæver de små ting i hverdagen.
- Det vigtigste er umiddelbart, at vi anderkender hjemløshed. Øjenkontakt, et smil på gaden, at veksle et ord eller købe Hus Forbi er små ting, som de hjemløse formentlig og ikke desto mindre vil sætte mere pris på end et stort indsamlingsshow. Der er nemlig ikke noget værre end at være usynlig og overset.
Så vi kan godt hjælpe både flygtninge og hjemløse?
- Ja selvfølgelig! Vi er så privilegerede her i Danmark, at vi har råd til at hjælpe alle. Det giver dog sig selv, at forskellige udsatte grupper skal have hjælp på forskellige måder. At være hjemløs handler om meget andet end at mangle en bolig. Det er først og fremmest et socialt problem. Derfor er det meget vigtigt, at vi gør op med fordommene om, at det er de hjemløses egen skyld, at de er hjemløse, fordi de er dovne, fordi de drikker eller er misbrugere. Den holdning skal vi til livs som det første, hvis danskerne ønsker at hjælpe vores hjemløse, fortæller Sofie Bay-Petersen.
Følg Dagens Debat for flere lignende artikler: