“JEG ER OK, MEN JEG ER IKKE OK”
Sådan starter den tidligere formand for Radikale Venstre, Morten Østergaard, sit opslag på Facebook. Han takker for den omsorg, han har oplevet, siden han gik af som formand for Radikale Venstre 8. oktober efter en række krænkelsessager.
"Jeg har holdt mig tæt til min familie, som jeg har bragt i den her situation. Det er livets salt. Det er her jeg skal være. I vores fælles kærlighed. Og tæt på mine venner, som altid er der og på spring for at hjælpe. Og så har jeg fået så megen omsorg fra gamle venner og bekendte, kolleger, partifæller, samarbejdspartnere. Folk som har stemt på mig og folk som ikke har. Lige fra trofaste følgere her på Facebook og twitter til ekspedienten i byggemarkedet, som solgte mig en hylde, og gik hjem og sendte mig en hjertevarm besked. Og de friske cafe-ejere, som stak mig en kop kaffe, da jeg passerede forbi. Det varmer og det virker. Mere end I måske tror. Og derfor skal I alle vide, at jeg på den måde er OK."
Søgt hjælp og orlov
På Facebook uddyber han, hvordan det har været hans værste mareridt, og selvom han på mange måder er ok, så er han ikke ‘rigtig ok’, skriver han.
“Det er ikke nemt at erkende egne svigt og dårlig dømmekraft, når man altid har søgt at tage ansvar. Og det har jeg søgt hjælp til.”
Udover hjælp har han også søgt om orlov.
“Derfor har jeg i dag søgt folketingets formand om orlov, så min stedfortræder fra Østjylland kan indkaldes, og folketingsgruppen kan være på fuld kraft i en travl tid.”
Du kan se hele opslaget, som Morten Østergaard har lagt op på Facebook herunder.