Flere millioner danskere har set dokumentarserien 'Den sorte svane', der har rullet over skærmen på TV 2. Den er desuden også tilgængelig på streamingtjenesten TV 2 Play, hvor flere seere så alle afsnit i et hug.
Det har chokeret mange at se, hvordan underverdenen tilsyneladende samarbejder med alt fra advokater til tilsyneladende lovlydige rigmænd.
Den noget så omdiskuterede dokumentar har også sat gang i noget af et efterspil.
Et efterspil som i den grad får panderynkerne frem hos danskerne.
Den populære dokumentarserie har allerede haft konsekvenser for flere af de involverede, og nu har Advokatrådets formand, Martin Lavesen, offentligt undskyldt på vegne af advokatstanden.
Det gjorde han på et møde med justitsminister Peter Hummelgaard og skatteminister Jeppe Bruus torsdag.
Dokumentaren har bragt to advokaters handlinger frem i lyset, og det har skabt stor opstandelse og rejst alvorlige spørgsmål om advokaters rolle og tilsynet med deres arbejde.
Det skriver Advokatsamfundet i en pressemeddelelse.
"Jeg har i dag på mødet med de to ministre undskyldt på standens vegne for de to sager, som vi har set. Vi forstår godt, hvis der er rejst spørgsmål ved advokaters rolle, og om tilsynet med advokater er godt nok", siger Martin Lavesen i pressemeddelelsen.
"Vi kan forsikre alle om, at vi i Advokatrådet tager dyb afstand fra de her sager, og vi har nultolerance over for hvidvask".
Mødet med ministrene fokuserede på, hvordan tilsynet med advokater kan styrkes, og hvilke nye værktøjer der kan implementeres for at forhindre advokaters involvering i økonomisk kriminalitet.