Efter 40 års fravær: Sjælden sommerfugl er på vingerne igen i Danmark

admin

433 uger siden

|

04/08/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En sommerfugl, der har været uddød i Danmark i 40 år, er genopstået.

Der er ifølge DR P4 Midt & Vest tale om sommerfuglen svalehale.

Det var således en larve af svalehalen, der blev fundet i Hodsager Plantage i Vestjylland.

- Det er kæmpestort. Det er simpelthen en sensation, vi har ventet på i mange år. Så lad os nu for alt i verden håbe, at de også bliver til voksne sommerfugle, siger Morten D.D. Hansen, inspektør ved Naturhistorisk Museum i Aarhus, til DR P4 Midt & Vest.

Svalehalen gæster en sjælden gang imellem Danmark, når den er på træk fra Sverige og Tyskland.

Men ifølge denstoredanske.dk har der ikke været en ynglebestand af sommerfuglen herhjemme siden 1978.

Det var Carl Johnsen og Ole Olesen fra Aulum, der gjorde det opsigtsvækkende fund.

- Det var en utrolig flot larve, så jeg tog faktisk flere billeder af den, fortæller Carl Johnsen til DR P4 Midt & Vest.

Svalen er en stor sommerfugl med et vingefang på 60 til 90 millimeter. Den er gul med kraftige sorte tegninger.

/ritzau/