EfB er klar til pokaldrama mod Brøndby IF

Elo Christoffersen

11 år siden

|

12/03/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Esbjerg fB’s nyere pokalhistorie er rig på dramaer mod Brøndby IF, og i morgen aften føjes endnu et kapitel til, når de to hold på Brøndby Stadion mødes i den første af to semifinalekampe.

Efter Brøndby-sejr i den daværende Ekstra Bladet Cup i 2004, mødtes de to hold igen i 2006, og EfB sikrede sig den endelige sejr i semifinalerne med 5-2 i en forrygende og minderig kamp på hjemmebane. De to hold mødtes senest i pokalfinalen i 2008, da Brøndby vandt 3-2.

- Vi er først og fremmest stolte af, at vi er nået frem til semifinalerne, og at vi nu kun er to kampe fra at nå den fantastiske oplevelse, det vil være at spille finale i Parken. Brøndby har en god trup med spændende navne, og det bliver svært, ikke mindst med holdets gode afsæt fra sejren over AGF i weekenden. Men vi har også fået et godt afsæt med fire point i de to første kampe, og nu vil vi gøre arbejdet færdigt, siger EfB cheftræner Jess Thorup.

EfB’s førsteprioritet i denne sæson er at overleve i Superligaen, men et hold, der når frem til semifinalen i DBU Pokalen, vil gøre alt for at nå finalen 9. maj i Parken.

- Jeg kan garantere, at de spillere, vi sender på banen i Brøndby, kun har et mål: At sikre så godt et udgangspunkt før returkampen i Esbjerg som muligt. Om det så er et point eller tre point, må kampens udvikling vise. Det er to hold med selvtillid, som mødes, og det hold, der kommer bedst i gang, kan formentlig ride videre på den positive bølge, siger Jess Thorup.

Han erkender, at semifinalerne er frarøvet noget af dynamikken ved, at UEFA ikke ville tillade DBU at afvikle kampene på de oprindelige spilletidspunkter i april. Returkampen spilles i Esbjerg torsdag den 18. april, og i mellemtiden mødes de to bundhold i Superligaen fredag den 29. marts på Blue Water Arena.