Regeringens udspil til en beskæftigelsesreform bliver fremlagt onsdag. Det erfarer DR Nyheder.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) mødes ifølge DR Nyheders oplysninger tirsdag med toppen af den danske fagbevægelse for at orientere om detaljerne i regeringens udspil.
Regeringens udspil kommer meget belejligt op til 1. maj, og her vil budskabet være, at der ikke er tale om nogen spareøvelse.
Det vil sige, at alle de penge, som det lykkes at finde ved at gøre beskæftigelsesområdet mindre bureaukratisk, skal investeres i for eksempel uddannelse.
Ifølge DR Nyheders oplysninger vil man investere massivt i uddannelse.
Det betyder, at der er lagt op til dramatiske forhandlinger med Venstre, som kræver, at man i 2021 har sparet sig frem til fire milliarder kroner på området.
Venstre argumenterer med, at alene at reducere ledigheden med én dag kan give en besparelse på 250 millioner kroner. I øjeblikket er den gennemsnitlige ledighed på 18 dage.
Venstre mener, at det er realistisk at få den meget længere ned. Det vil betyde, at man samtidig vil kunne spare på ansatte i landets jobcentre, og dermed kan man på lang sigt nå op på de fire milliarder.
Det afviser regeringen imidlertid. Fordi der er et forlig på området, skal aftalen laves med de borgerlige, og dermed kan regeringen ikke pludselig lave et forlig med Enhedslisten.
/ritzau/