Trods dårlige odds og manglende hype, levede håbet for DR's underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, til det sidste. Det var derfor lidt af en bet, da Danmark ikke blev råbt op som et af de ti finalelande ved semifinalen i det europæiske melodi grand prix tirsdag aften i Wien.
- Vi skal lige komme os over skuffelsen, siger Jan Lagermand Lundme.
- Det er vigtigt for mig at sige, at jeg ikke forstår det, for de fire drenge har gjort det fantastisk, det er en fantastisk sang, og vi gik med det, vi troede, var rigtigt, fortæller han.
- Det er brandærgerligt, at Europa ikke er enig. Lige nu føles det som om, man har fået en sur karklud i hovedet, for jeg havde helt ærligt virkelig regnet med, at vi gik videre.
Sangen "The Way You Are", der blev sunget af drengebandet Anti Social Media, kunne dog ikke vælte Europa omkuld.
- Jeg ved ikke, hvad der gik galt. Sangen er jo meget dansk på en måde og også ret vesteuropæisk, og det er ikke fordi, jeg skal starte med den her snak om Øst- og Vesteuropa igen, men det er jo påfaldende, at så mange af de lande, der er gået videre, er østeuropæiske, siger Jan Lagermand Lundme og fortsætter:
- Men man har jo mere tilfælles med dem, man bor tæt på, og det er måske det, der kommer til udtryk. Det er ikke sådan generelt, for de kunne jo godt lide Emmelie de Forest, siger han.
Derfor er der heller ikke andet at gøre, end at prøve at sluge skuffelsen og se fremad.
- Vi må op på hesten igen, heldigvis er der jo kun et år til, der er Eurovision igen, og så har vi jo en ny chance, siger underholdningschefen.
Han glæder sig trods alt over, at hverken bandet eller holdet omkring dem ifølge ham kunne have ændret på resultatet.
- Det gode er, at man har en fornemmelse af, at alle har knoklet og at alle har gjort deres bedste. Hvis man havde fornemmelsen af, at man kunne have gjort det bedre, havde følelsen nok været en anden. Så selvfølgelig er det en skuffelse, men livet går jo videre, og der er en dag igen i morgen, siger han.
Finalen i Eurovision holdes lørdag.
/ritzau/