Matthias Ginter fik ikke et sekund på banen, da det tyske fodboldlandshold vandt VM-titlen i Brasilien, men det har ikke forhindret den unge forsvarer i at score en attraktiv kontrakt i topklubben Borussia Dortmund.
Det er nemlig endelig lykkedes Dortmund at få fingrene i den ombejlede forsvarer, efter at hans klub, Freiburg, har accepteret det, som topklubben kaldte "sidste tilbud".
- For mig er en drengedrøm i dag gået i opfyldelse. Jeg har altid været stor BVB-fan og får nu lov til at bære trøjen for min favoritklub. I Dortmund vil jeg tage det næste skridt i min personlige udvikling, siger Matthias Ginter ifølge Kicker.
Den 20-årige midterforsvarer fik sit store gennembrud i sidste sæson, hvor han spillede samtlige 34 kampe for Freiburg og gjorde det så godt, at han i marts spillede sin første landskamp for Tyskland.
Siden slap han gennem nåleøjet, da VM-truppen skulle udtages, men landstræner Joachim Löw fik altså ikke brug for Ginter på vejen mod den store triumf.
- Matthias er stærk med bolden og fleksibel. Han er et af Tysklands største talenter og derfor i allerhøjeste grad interessant for os, siger Dortmunds sportsdirektør, Michael Zorc.
Ifølge tyske medier har vicemestrene betalt Freiburg 10 millioner euro (75 millioner kroner) for Ginter.
/ritzau/