Dong-samråd: Danske skattesager vurderes af EU-Domstol

admin

|

30/01/2014

Dagens topnyheder

EU-Domstolen vil i først midt i 2015 vurdere, om et moderselskab er "retmæssig ejer" af udbytter, som via datterselskaber i Luxembourg sendes i skattely som Cayman Islands og den amerikanske delstat Delaware.

Det oplyser skatteminister Jonas Dahl (SF) torsdag ved et samråd i finansudvalget om skattekonstruktionen bag investeringsbanken Goldman Sachs' køb af 19 procent af aktierne i Dong. Modellen er anvendt før, og staten sagsøger andre selskaber.

- Sagerne ved domstolene er sat i bero. Skatteministeriet og selskaberne er enige om at forelægge dem ved EU-Domstolen med henblik på en afklaring af begrebet "retmæssig ejer". Der forventes tidligst en afklaring fra EU-Domstolen i medio 2015, siger han.

- Først herefter kan vi forvente en stillingtagen fra de danske domstole.

Skatteministeriet og selskaberne strides om juraen i EU's direktiv om moder- og datterselskaber eller dobbeltbeskatnings-aftaler, som Danmark har med andre lande. Der verserer både sager ved Landsskatteretten og domstolene, oplyser Jonas Dahl.

- Skat har sendt afgørelser ud til en række kapitalfonds-ejede danske selskaber, hvor der er rejst krav om, at der skulle være indeholdt kildeskat både på udbytter og renter, oplyser skatteministeren.

Der skal opkræves dansk kildeskat, fordi selskabet i Luxembourg eller Sverige ifølge Skat ikke er den "retmæssige" ejer, da udbytter og renter strømmer igennem selskabet til de reelle ejere i skattely, forklarer Jonas Dahl.

- Status er, at der samlet set er sket en forhøjelse af det skattepligtige beløb på cirka 12 milliarder kroner. Her udgør kildeskatten mellem 25 og 30 procent, oplyser skatteministeren.

Begrebet "retsmæssig ejer" skal vurderes ved hvert enkelt udbytte eller rentebetaling, påpeger skatteministeren.

/ritzau/