Den amerikanske rigmand og præsidentkandidat Donald Trump besøger efter jul Israel.
- Inden udgangen af året vil jeg rejse til Israel. Jeg ser meget frem til det, skriver Trump på Twitter.
Trump, der forsøger at blive Det Republikanske Partis præsidentkandidat, skal også mødes med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, under besøget.
Den israelske netavis ynetnews.com skriver, at mødet efter planen skal finde sted 28. december.
Lige i øjeblikket er Trump udsat for en bredside af kritik både i USA og internationalt, efter at han har foreslået, at muslimer får et foreløbigt indrejseforbud til USA.
Hans forslag kommer efter attentatet i Californien i sidste uge, da et muslimsk par myrdede 14 mennesker på et plejecenter.
Trods udtalelserne opretholder Israel planen om et møde mellem Trump og Netanyahu, der er premierminister i et land med et stort muslimsk mindretal.
Israel har knapt otte millioner indbyggere, og 15-20 procent af dem er muslimer.
Netanyahus kontor siger ifølge ynetnews.com, at mødet med Trump blev aftalt for to uger siden.
- Premierministeren vil møde hvilken som helst kandidat fra hvilket som helst parti, hedder det fra premierministerkontoret.
Den britiske avis The Guardian skriver, at mødet mellem Netanyahu og Trump vil blive kontroversielt. En del israelske parlamentarikere har også anbefalet, at mødet afblæses.
Nu er det ikke sjældent, at kandidater til amerikanske valg besøger Israel som led i deres valgkampagner.
Det regnes for et godt signal at sende til vælgerne, at man står på god fod med den jødiske stat.
Trump er kendt for at være meget bramfri og åbenmundet, og The Guardian skriver, at Trumps besøg kan blive svært at håndtere for embedsmændene.
"Et minefelt af protokoller" og "diplomatisk scenestyring", som avisen skriver.
/ritzau/