Dokumentar om massemord med i Oscar-kapløb

admin

10 år siden

|

16/01/2014

Dagens topnyheder

Filminstruktør Joshua Oppenheimers danskproducerede film "The Act Of Killing" er nomineret til en Oscar i kategorien bedste dokumentarfilm.

Joshua Oppenheimer er lettet efter, at dokumentarfilmen nu har klaret den sidste forhindring og officielt er med i Oscar-kapløbet.

- Jeg er rigtig glad. Det er en kæmpe stor ære, og jeg er dybt taknemmelig. Hvert nyt kapitel i denne films rejse har overrasket mig, og jeg sætter virkelig stor pris på det, siger han.

Instruktøren, der er født i Texas, men bor i Danmark, har allerede høstet flere priser for dokumentarfilmen, blandt andet en Bafta-pris for bedste dokumentar.

Filmen handler om et grusomt folkemord på mere end en halv million indonesere, der fulgte i kølvandet på, at den indonesiske regering blev væltet af militæret i 1965.

Oppenheimer er glad for, at nomineringen for alvor kan sætte fokus på de begivenheder, som filmen dokumenterer.

- Det er selvfølgelig dejligt for filmen og for Signe (filmens danske producer, Signe Byrge Sørensen, red.). Nomineringen betyder, at den terror og den uretfærdighed, der er foregået, kommer på forsiden, og det er vigtigt for det indonesiske folk, siger han.

Hvis han selv skal beskrive filmen, skildrer den et moralsk paradigme, hvor enten gode eller onde ting kollapser. Og også, at vi alle er mere gerningsmænd, end vi tror.

Flere andre danske dokumentarfilm har opnået en Oscar-nominering:

I 2010 blev "Burma VJ" af Anders Østergaard nomineret til en Oscar for bedste dokumentarfilm. I 1961 blev "En by ved navn København" af Jørgen Roos og i 1957 "Hvor bjergene sejler" af Bjarne Henning-Jensen nomineret til en Oscar.

Også Thomas Vinterbergs spillefilm "Jagten" og Anders Walters kortfilm "Helium" er nomineret til en Oscar i år.

/ritzau/