Weekendvejret bliver perfekt - for de mennesker, der vælger at slå sig ned foran tv-skærmen og følge de første konkurrencer ved vinter-OL i russiske Sotji.
Både fredag, lørdag og søndag bliver det skyet med regn de fleste steder i landet, og der kommer kun få solstråler. Temperaturerne vil årstiden taget i betragtning være milde, forudser meteorologerne hos DMI.
- Det regner over hele landet fredag morgen, og det er ganske blæsende. Nedbøren tager sig først en pause ved middagstid, og så kommer der nye forsyninger af regn i eftermiddag og i aften, siger DMI's vagtchef Michael Skelbæk.
Det er et lavtryk, der sørger for en våd afslutning på arbejdsugen.
- Et lavtryk, der medbringer regn og blæst, passerer Danmark fra sydvest i løbet af fredagen, forklarer han.
Frost kommer der ikke noget af i weekenden. Nattemperaturerne vil nærme sig de nul, men ventes ikke at gå under frysepunktet.
Lunest bliver det i Sønderjylland. Her ventes temperaturen at nå op på 10 grader fredag middag. I det midtjyske regner DMI med op til otte graders varme.
Ellers ventes der omkring fem plusgrader resten af weekenden.
I løbet af lørdagen passerer en front ledsaget af regn landet vestfra. Derefter strømmer ustabil luft med byger ind over os fra sydvest.
- Lørdag formiddag er der mulighed for lidt sol, især i de nordøstlige egne. Ellers bliver det en skyet affære med en regnfuld afslutning hen imod eftermiddag og aften, siger Michael Skelbæk.
Søndagen følger i nogenlunde samme spor. Men her ventes regnen at holde sig vest for Storebælt.
- Søndag bliver mest skyet og med byger flere steder i Jylland og på Fyn. Jo længere østpå, man befinder sig, desto større er chancen for en smule sol. Især i løbet af eftermiddagen, siger Michael Skelbæk.
/ritzau/