DMI: Det bliver hundekoldt i denne uge

admin

|

20/01/2014

Dagens topnyheder

Snevejr i større stil bliver der ikke meget af. Men ellers ser kalenderens uge fire, som vi netop er trådt ind i, ud til at blive en vinteruge i den kolde kaliber.

Det afslører DMI's femdøgnsprognose, hvor temperaturkortet holder sig i blå farver meget af tiden.

Dagtemperaturerne ligger enten i minus, eller også sniger de sig kun en smule over frysepunktet. Nætterne bliver iskolde, og termometeret kan nå helt ned på otte graders frost de koldeste steder.

- I dag, mandag, kan vi nogle steder komme op på en-to, måske tre graders varme, men ellers bliver det koldt med frost rigtig mange steder de kommende dage, fortæller vagthavende meteorolog Tine Zeuthen fra DMI.

- Især i dag kan der også godt komme sne eller slud nogle steder i landet. Men i løbet af ugen holder det efterhånden mest tørt. Torsdag og fredag kan det nogle steder klare op, så der er mulighed for at få lidt eller nogen sol.

- Men prisen bliver nogle kolde nætter med udbredt nattefrost. Temperaturerne kommer ned til seks-otte graders frost, tilføjer hun.

Ifølge prognoserne ser der ikke ud til at komme særligt meget sne eller slud de næste fem dages tid.

- Der ser ikke ud til at komme de helt store nedbørsmængder før lørdag, hvor den rigtige front kommer. I løbet af mandagen kan der komme to-tre centimeter sne nogle enkelte steder. Men flere steder bliver det med våd nedbør i form af slud, siger Tine Zeuthen.

På et tidspunkt i løbet af weekenden ser der ud til at komme et mindre vejrskifte med lidt varmere temperaturer. Det er dog uklart, hvornår det vil ske.

- I løbet af weekenden ser det ud til, at det slår om og bliver mildere. Det ser ud som om, at der kommer en front lørdag med nedbør, der starter som sne og siden går over i slud og regn, siger Tine Zeuthen.

Temperaturerne stiger til et-fem graders varme og derefter ser det mildere vejr ud til at holde ved, lyder vurderingen fra DMI.

/ritzau/