Divisionsforening vil mindske risiko for karantænefejl

admin

10 år siden

|

19/05/2014

Dagens topnyheder

Det er blevet kaldt en skandale for afviklingen af Superligaen, at weekendens sidste spillerunde blev præget af to karantænesager, hvor Esbjerg og Viborg havde brugt ulovlige spillere og derfor blev taberdømt i en kamp hver.

Nu fik sagerne ikke den store betydning i hverken top eller bund, men hos Divisionsforeningen er man alligevel stærkt opsat på at undgå lignende fejl i fremtiden.

Turneringschef Peter Ebbesen ville i weekenden ikke forholde sig til Divisionsforeningens ansvar for karantænesagerne, men det vil han mandag eftermiddag.

- Selv om det er klubbernes ansvar at holde styr på spillernes point og kende de regler, vi spiller efter, og det også er klubberne, som bliver straffet, når de bruger en ulovlig spiller, så beklager vi, at vi ikke har udfyldt den rolle, vi har, godt nok.

- Vores rolle er at levere nogle valide data til klubberne i forhold til de indtastninger, vi laver fra kampene.

- Og i de her tilfælde drejer det sig også om den procedure, der er, når en spiller skifter fra en klub til en anden og fra en række til en anden. Der må vi erkende, at det har vi ikke gjort godt nok.

- Derfor er vores efterdønninger også, at vi skal reflektere over den måde, vi understøtter klubberne på i det system, siger Peter Ebbesen.

Både Esbjerg og Viborg havde hentet en spiller i 1. divisionsklubben Lyngby, og de advarsler henholdsvis Ryan Laursen og David Boysen havde pådraget sig, blev ved en fejl ikke talt med hos superligaklubberne.

I fremtiden vil der blive kigget på at få ændret systemet, så klubberne lettere kan holde styr på spilleres strafpoint fra tidligere klubber, hvis de skifter klub midt i en sæson.

- Det giver også anledning til at tænke over vores procedure og måske også vores system i øvrigt. Det er noget, vi forventer at gøre i den kommende tid.

- Det har vi ikke tænkt færdigt over. Klubberne skal også indgå i den dialog om, hvorvidt der skal ændres noget i vores system. Det skal klubberne drøfte, og så skal vi finde ud af, om det skal udmønte sig i ændringer, siger Peter Ebbesen.

Han vil have ændret proceduren, så der ikke er lige så store muligheder for manuelle indtastningsfejl.

- Det er en meget lang snak, men på bundlinjen rummer de procedurer, vi har, og den måde vi arbejder på, nogle manuelle justeringer, når der er klubskifter, som gør, at der er en risiko for, at man taster forkert rent ud sagt.

- Det er noget af det, vi blandt andet skal kigge på. Hvordan kan vi eliminere den risiko, der ligger i at for mange manuelle justeringer i forbindelse med klubskifter gjorde, at vi kom i den her situation.

- Det er jo ikke godt nok, og det skal vi evaluere på og se på, hvordan vi kan gøre bedre, lyder det fra Peter Ebbesen.

En af mulighederne er også at slette eller nulstille advarsler, når en spiller skifter fra en lavere division til Superligaen, fortæller Peter Ebbesen.

- Det er umiddelbart ikke noget, der giver så god mening, at man blander point sammen fra to forskellige rækker.

- Jeg tror, det er ganske usædvanligt, at man blander point sammen fra to forskellige rækker. Det gør man kun i få andre ligaer. Måske giver det god mening, at man sletter tavlen, siger han.

/ritzau/