Også Danmarks Idrætsforbund (DIF) har onsdag fået en advarselsmail fra en ukendt afsender forud for vinter-OL i Sotji. Men mailen indeholder ikke deciderede trusler.
Sådan lyder det fra DIF's OL-pressechef, Casper Hollerup, i kølvandet på, at de olympiske komitéer i en række europæiske lande onsdag har fået tilsendt en e-mail, som i første omgang blev opfattet som en terrortrussel.
- Vi har i lighed med blandt andre Ungarn fået den mail, men jeg vil gerne afkræfte, at den indeholder trusler, siger Casper Hollerup.
- Vi antager, at det er en person, der har fået mailadresserne til idrætsforbundene i forskellige lande og derefter sendt den samme mail til dem alle, siger han.
Det var Ungarns Olympiske Komité, der onsdag morgen meddelte, at man havde modtaget en terrortrussel på engelsk og russisk per e-mail. Senere fulgte Slovenien, Tyskland og Italien trop.
Men efter at de russiske myndigheder og Den Internationale Olympiske Komité har analyseret brevene, kunne man konstatere, at indholdet ikke skal betragtes som seriøst.
Det er ikke unormalt, at nogen forsøger at bruge OL som anledning til at gøre opmærksom på deres synspunkter.
- Vi får af og til mail fra personer og politiske fraktioner, der forsøger at skabe noget larm. Det er ikke kun til dette OL, det får vi til hvert OL - altså hvert andet år.
- Lige nu er der meget snak om sikkerheden, ikke mindst fordi der har været anslag i Volgograd. Det er der folk, der prøver at udnytte. Vi tager af sted med ro i maven, siger Casper Hollerup.
Han oplyser, at DIF har videresendt den aktuelle mail til de relevante myndigheder.
- Alt andet ville være underligt, siger pressechefen.
Vinter-OL i Sotji begynder 6. februar.
/ritzau/