I januar skabte en større flok på knap 30 personer stor uro på Slagelse Sygehus, da de truede personalet og blev aggressive over for de tilkaldte betjente.
Tilbage i 2012 blev skadestuen i Odense ligeledes angrebet af en stor gruppe personer bevæbnet med køller.
De to episoder får Dansk Folkeparti til at kræve udvisningsdomme i lignende sager.
- Vi ønsker, at folk, der ikke har dansk statsborgerskab, skal kunne idømmes udvisningsstraf, hvis man eksempelvis smadrer et hospital, som vi har set det i Odense og Slagelse, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen.
Sammen med de øvrige retsordførere i blå blok mødes han onsdag med justitsminister Søren Pind (V) for at lægge sidste hånd på den længe ventede Respektpakke. Den skal netop sikre respekt for det offentlige rum og offentligt ansatte.
Og her vil DF altså udvide mulighederne for udvisningsdomme. Hvad der helt konkret skal være udslagsgivende for sådan en dom, vil Peter Kofod Poulsen forhandle på plads med de øvrige partier.
- Men for mig at se, så har man fuldstændig misforstået den danske gæstfrihed, hvis man vandaliserer et hospital. Så har man slet ikke noget at gøre i Danmark.
Spørgsmål: Forventer du, at der med en sådan lov vil blive udvist flere personer, eller er det mere et spørgsmål om at sende et signal?
- Det er et spørgsmål om, at vi vil have respekt omkring Danmark og vores offentlige ansatte, der dagligt yder en meget stor indsats på eksempelvis hospitaler. De skal aldrig nogensinde udsættes for sådan en sag, siger ordføreren.
De blå partier er de seneste uger blevet enige om en række delelementer i Respektpakken. Blandt andet at hammeren skal falde hurtigere og hårdere for folk, der bliver væk fra retsmøder og afsoning.
Et andet element betyder, at når vinduer bliver smadret og facader overmalet, behøver man fremover ikke fysisk at have kastet stenen eller holdt spraydåsen, for at man kan blive dømt til at betale erstatning.
Hele Respektpakken ventes fremlagt onsdag eftermiddag.
/ritzau/