Dansk Folkeparti har ikke flyttet sig, når det gælder ønsket om at se de øvrige bud på Dong, som Goldman Sachs købte en andel af.
Før valget truede Dansk Folkeparti med ministerstorm mod den daværende finansminister Bjarne Corydon (S). Og ikke nok med det:
- Vi vil have nøjagtig den samme indstilling til det her - uanset hvem der sidder i Finansministeriet, sagde Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, dengang.
Nu har magten så skiftet, og nu er det Venstres Claus Hjort Frederiksen, der residerer i Finansministeriet med parlamentarisk støtte fra Dansk Folkeparti.
Og Dansk Folkeparti, der mandag har indledt sit sommergruppemøde, står fast på, at man vil se det, der lå til grund for salget af Dong:
- Vi vil stadig se de andre bud, der har været omkring salget af Dong. Det ville vi før valget, og det vil vi også efter valget. Det er rigtig vigtigt for os, siger partiets finansordfører, René Christensen.
- Der er det for fremadrettet at sikre os, at vi ikke igen kan komme i en situation, hvor det kun er den siddende regering med en finansminister, en departementschef og måske et par stykker mere, der har set, hvad der er op og ned.
Spørgsmål: Forventer I, at Claus Hjort lader jer se grundlaget?
- Nu skal jeg lige stille spørgsmålene til ham først, men ja. Vi forventer, at finansministeren selvfølgelig har tillid til, at vi i Finansudvalget kan håndtere det her med den fortrolighed, som der kræves.
Spørgsmål: Thulesen Dahl sagde før valget, at den til enhver tid siddende finansminister skulle kunne levere på det her, ellers måtte vedkommende gå af. Gælder det stadig?
- Vores udgangspunkt er sådan set, at Claus Hjort har tillid til Finansudvalget, og hvis det ikke er tilfældet, så må vi tage den derfra.
Spørgsmål: Men gælder det, I sagde før valget, stadig?
- Der er ingen tvivl om, at det betyder rigtig meget for os, at vi får lov til at se det her. Jeg mener ikke, at vi behøver at true finansministeren på nuværende tidspunkt, vi starter naturligvis med at spørge pænt, siger René Christensen.
/ritzau/