Dong Energy bør blive på danske hænder, så danske pensionsselskaber køber 19 procent af aktierne i stedet for den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.
Det siger Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, få timer inden finansminister Bjarne Corydon (S) tirsdag skal i samråd om sagen. Forinden får DF's formand fire timer til at studere Dong-aftalen i fortrolighed i Finansministeriet.
- Goldman Sachs har fået forhandlet en meget lukrativ aftale på plads.
- Derfor er det stadig mere realistisk at tro, at danske pensionsselskaber - hvis de får chancen - kan lave et tilbud, som er mindst lige så godt for staten og danske skatteydere som Goldman Sachs, siger Kristian Thulesen Dahl.
Han henviser til, at Goldman Sachs har forsikret sit aktiekøb med en option, hvor staten garanterer at købe 60 procent af selskabets Dong-aktier tilbage til en god rente.
Finansministeren har afvist tilbuddet fra de fire danske pensionsselskaber for lærerne, sygeplejerskerne, pædagogerne samt hjemmehjælpere i FOA med, at det bedste tilbud er kommet fra Goldman Sachs samt pensionsselskaberne ATP og PFA.
- Uanset at det er i 11 time: Hvis der er en mulighed for at finde en løsning, hvor danske pensionsselskaber investerer med den sandsynlighed, at et overskud i Dong beskattes i Danmark, så skal løsningen afprøves, siger Kristian Thulesen Dahl.
- Det burde finansministeren sætte sig i spidsen for, mener DF-formanden.
Han afviser, at partiet har vendt 360 grader fra at støtte aftalen uforbeholdent i oktober til lodret modstand nu.
- I oktober var det vort klare indtryk, at det var en aftale, vi kunne godkende, men vi annoncerede klart, at vi havde nogle spørgsmål. Hver gang vi har set svar, er vi blevet mere og mere bekymrede for, hvad det er for en aftale, siger Kristian Thulesen Dahl.
/ritzau/