Det er provokerende, at erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) ikke har indkaldt til ét eneste forhandlingsmøde om flekslånene, når fristen for ændringsforslag udløber fredag.
Det mener Dansk Folkeparti, der ifølge erhvervsordfører Hans Kristian Skibby først blev indkaldt til torsdagens forhandlingsmøde tirsdag aften, mens ministeren angiveligt har holdt møder med Venstre og De Konservative gennem de seneste to måneder.
- Jeg kan være tøsefornærmet, og det nytter ikke noget, men omvendt mener jeg, at ministeren ikke har udvist rettidig omhu, for han har ikke indkaldt til et eneste dialogmøde, siger Hans Kristian Skibby og tilføjer, at han føler sig provokeret.
På et møde med forligspartierne torsdag mødte forslaget bred politisk opbakning, men det ender med stor sandsynlighed med, at DF ikke indgår i aftalen om at holde fast i den såkaldte rentetrigger, som sikrer boligejerne mod en for kraftig rentestigning.
Triggeren udløses ved en rentestigning på mere end fem procent og har været stærkt kritiseret. En væsentlig ændring, der mødte opbakning på mødet, er, at aftalen omfatter F1- og F2-lån, men ikke F3-lånene.
Ifølge Hans Kristian Skibby ender det sandsynligvis med, at DF stemmer blankt.
- Vi savner én ting, og det er, at man siddestiller SDO-obligationer, som ligger til grund for både realkreditlån og almindelige banklån, siger han.
Ifølge lovforslaget skal pengeinstitutternes særligt dækkede obligationer (SDO) have en løbetid på mere end to år.
Loven træder i kraft den 1. april 2014 for obligationer op til og med ét års løbetid, og den 1. januar 2015 for øvrige obligationer.
/ritzau/