DF kritiserer Støjberg for at lægge id-kontrol i skuffen

admin

467 uger siden

|

11/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hvorfor hastebehandle et lovforslag, hvis man så bare har tænkt sig at lægge det i skuffen bagefter?

Dansk Folkeparti undrer sig over, at integrationsminister Inger Støjberg (V) ikke vil indføre id-kontrol med det samme, efter hun fredag fik flertal for transportøransvarsloven i folketingssalen.

- Det giver jo ikke meget mening. Vi har hastebehandlet lovforslaget igennem Folketinget på en uge, og det må jo være fordi, det haster, siger udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) til Ritzau.

Loven om transportøransvar giver Støjberg mulighed for at pålægge transportselskaber som DSB og Scandlines strafansvar, hvis de bringer udlændinge ind i Danmark uden gyldigt id.

Men kun i en ekstraordinær situation, hvor der er indført midlertidig grænsekontrol, understreger ministeren. Hun nævner som eksempel, at Danmark kan indføre id-kontrol, hvis Sverige som ventet gør det samme efter nytår.

Men Dansk Folkeparti har ikke tålmodighed til at vente til efter juleferien.

- Når ministeren nu siger, at det ikke længere haster, så halter regeringens argumentation jo mildest talt. Vi opfordrer til, at loven bliver taget i brug, så vi får indført midlertidig grænsekontrol, siger Martin Henriksen.

Hos DSB og andre af de selskaber, der fremover kan blive pålagt at udføre id-kontrol, er der stor bekymring. De ansatte er ikke i stand til at tjekke pas og visum, lyder det. Men det bremser ikke DF's planer om hurtig id-kontrol.

- Sagen er jo den, at der også er private selskaber - luftfartsselskaber - der lever op til den her kontrol i dag. Så det kan godt lade sig gøre, siger Martin Henriksen, der tilføjer, at DSB "i noget tid" har vidst, at loven var på vej.

Spørgsmål: Men den blev jo hastebehandlet. Er det ikke en reel bekymring, de har?

- Det er rigtigt. Og jeg kan også godt forstå, at der er nogen, der er bekymrede for, hvordan de skal håndtere det. Men i den situation, Danmark står i, der er det simpelthen nødvendigt, afslutter Martin Henriksen.

/ritzau/