Flere kvinder i Thisted Kommune har følt sig generet af udenlandske asylansøgere i nattelivet. Det kom frem tirsdag, og nu kræver Dansk Folkeparti, at justitsminister Søren Pind (V) tager kontakt til landets politikredse.
Det skal skabe overblik over situationen, mener partiet.
- Vi skal kende omfanget og vide, hvad det går ud på. Er det her i Thisted et enkeltstående tilfælde, eller er det foregået mere systematisk? Det vil vi have svar på, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, til Ritzau.
Generende opførsel og ubehagelige tilnærmelser er et aktuelt emne i Europa. I de seneste dage er der dukket sager op fra Köln og Stockholm, hvor kvinder har følt sig generet af udenlandske mænd.
Peter Kofod Poulsen peger derfor på, at sagen er af hastende karakter.
- Vi kræver en redegørelse lige med det samme. Det ville være forfærdeligt med tanke på, hvad der er sket i andre europæiske lande, hvis man bare kiggede på situationen uden at foretage sig noget, siger han.
Peter Kofod Poulsen mener, at Justitsministeriet skal rette henvendelse til politikredsene for at finde ud af, hvorvidt de kender til sager af lignende karakter. Dansk Folkeparti ønsker en kortlægning af eventuelle episoder, der minder om dem i Thisted.
Spørgsmål: Er det ikke en idé i stedet at sætte forebyggende ind?
- Det er vanskeligt at sætte forebyggende ind – forstået på den måde, at jeg ikke vil bede danske kvinder om at ændre adfærd. Det vil være fuldstændig uacceptabelt, siger Peter Kofod Poulsen.
Justitsminister Søren Pind siger tirsdag aften til TV2, at han opfordrer kvinder til at melde overgreb og krænkelser til politiet.
- Der er også etnisk danske mænd, der gør de her ting. Men i voldtægtsstatistikkerne er der en overrepræsentation (af udlændinge, red.), siger Søren Pind.
/ritzau/