Arbejdet med at begrænse tilstrømningen af flygtninge og asylansøgere til Danmark har gennem længere tid stået øverst på dagsordenen for et politisk flertal på Christiansborg.
Nu ønsker Dansk Folkeparti at trække en ny linje i udlændingedebatten, skriver Berlingske fredag.
Landets næststørste parti ønsker således at gøre det obligatorisk for højtuddannede udlændinge fra ikke-EU-lande, der kommer til Danmark for at arbejde, at de selv skal betale for adgangen til danske velfærdsydelser.
Det gælder eksempelvis sygehusbehandling, skolegang og daginstitutionspladser, fortæller partiets udlændingeordfører, Martin Henriksen.
- Inden man får lov at komme hertil, skal det være en betingelse, at man har tegnet en forsikring, som gør, at man først får udstedt opholdstilladelsen, når forsikringen er på plads, siger han til Ritzau og uddyber:
- Det betyder dybest set, at hvis man får brug for ydelser fra det offentlige, så er det et privat firma, der betaler for det, eller også må man betale for det af egen lomme, så det ikke kommer fra statskassen eller fra den kommunale kasse.
Martin Henriksen mener, at det kun er rimeligt, at udlændinge skal bidrage til samfundet i en årrække, før de kan gøre krav på de samme velfærdsydelser som danske statsborgere.
- Bare fordi man har været her i en uge, så har man jo ikke bidraget lige så meget til det danske samfund, som de danske familier, der har arbejdet og betalt skat i flere generationer, siger han.
DF-ordføreren peger på, at en optjeningsperiode på syv år kunne være et udgangspunkt for adgangen til danske velfærdsydelser.
På Christiansborg møder idéen massiv modstand.
- Det er slet ikke noget, vi kan støtte. Der er tværtimod tale om nogle udlændinge, som Danmark har brug for. Dem, der kommer hertil, kommer på nogle ordninger, som vi har strammet op, siger Socialdemokraternes udlændingeordfører, Dan Jørgensen, til Berlingske.
Regeringspartiet Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth, kalder forslaget et udtryk for "en absurd tankegang".
/ritzau/