DF accepterer at ny stramning rammer udlandsdanskere

admin

438 uger siden

|

28/06/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er lidt noget rod, erkender Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen.

For selv om udlændingeloven fastslår, at personer, der har været danske statsborgere i mere end 26 år skal have nemmere adgang til at få deres ægtefælle til Danmark, så vil den regel ikke blive fulgt længere.

En dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastslået, at 26-års-reglen er diskriminerende, og derfor har Udlændinge- og Integrationsministeriet bestemt, at myndighederne skal se bort fra den.

- Alternativet havde været, at både 26-års-reglen og tilknytningskravet var faldet bort, siger Martin Henriksen.

- Så er det klart, at den fortolkning, ministeriet har lagt ned over dommen, er fornuftig set med Dansk Folkepartis øjne.

Han erkender, at der fortsat er en mulighed for, at danske domstole vil nå frem til, at ministeriets tolkning ikke er den rigtige, og at tilknytningskrav og 26-års-regel skal skrottes.

- Der synes jeg, det er meget fint, at ministeriet giver et vink med en vognstang om, at det er den her linje, man skal følge.

Han medgiver, at politikerne på et tidspunkt bliver nødt til at ændre loven, så der ikke er forskel på, hvad der står i reglerne, og hvordan de administreres. Men det haster ikke, mener han.

- Det er dybest set noget rod og efter DF's opfattelse også demokratisk betænkeligt, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har så vidtgående beføjelser over dansk udlændingepolitik.

- Men hvis ministeriets tolkning står til troende, vil der ikke være tale om, at domstolen har slået hul i dansk udlændingelovgivning.

- Her er der formentlig tale om, at der vil komme en mindre tilstrømning, og derfor er der ikke behov for at lave ekstraordinær lovgivning.

Spørgsmål: Udlandsdanskere, der har fundet en ægtefælle, mens de for eksempel var udsendt for deres firma eller den danske stat, risikerer at komme i klemme. Er det en pris, der er værd at betale?

- Det ærlige svar er, at ja, det er en pris, der er værd at betale. De danskere, der ønsker en stram udlændingepolitik, skal gøre sig klart, at nogle gange rammer man nogle, som man ikke ønsker at ramme, siger Martin Henriksen.

- Det er okay, at danske statsborgere undtages fra tilknytningskravet, når visse forudsætninger er på plads. Men jeg kan ikke sige nu, at vi vil bakke op om en ny undtagelse. Det kræver et større arbejde at strikke det sammen.

/ritzau/