Det nye Hebru med i ny landsdækkende kæde

Elo Christoffersen

|

31/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det nye Hebru bliver en del af en ny kæde, når kæderne Dan∙Bo Møbler og Smag & Behag lægges sammen. Forretningerne i Gråsten og Haderslev styrkes, mens Rødekro afdelingen lukkes. Den kan ikke rumme et komplet sortiment.

Møbelbranchen er præget af hård konkurrence. For hele tiden at kunne levere de rigtige produkter til de rigtige priser og yde en professionel personlig kundebetjening, slutter flere og flere selvstændige møbelforretninger sig sammen i nye kædesamarbejder.

Efter i syv år at have været med i Smag & Behag-kæden har Stefan Kristensen, der ejer af Det nye Hebru i Haderslev, Rødekro og Gråsten, valgt at gå med i den nye kæde. Kæden, der primært er en sammenslutning af Smag & Behag og Danbo forretninger, omfatter knap 50 møbelbutikker over hele landet.

I det nye samarbejde er det et krav, at alle butikker fører kædens samlede varesortiment, men samtidig også har mulighed for at sælge et lokalt tilpasset sortiment. Varesortimentets omfang er af en sådan størrelse, at det kun er Det nye Hebrus forretninger i Gråsten og Haderslev, der har den fornødne plads. Forretningen i Rødekro er for lille.

- Min kone og jeg lejede forretningen i Rødekro i 2009. Den har en helt suveræn beliggenhed, og derfor gør det naturligvis ondt, at vi nu bliver nødt til at lukke den.  Butikken er desværre for lille til det nye set-up. Til gengæld kan vi styrke butikkerne i Haderslev og Gråsten. Vi bliver ene om at repræsentere kæden i den østlige del af Sønderjylland, siger direktør Stefan Kristiansen.

Lukningen af forretningen i Rødekro medfører, at to medarbejdere afskediges og at man begynder et ophørsudsalg den 6. februar. I Haderslev og Gråsten, der ikke er omfattet af ophørsudsalget, beskæftiges syv medarbejdere.

Stefan Kristensen, der er uddannet hos Jels Møbler og har været ansat hos Dansk Boligmiljø i Padborg, overtog Hebru forretningen i Hokkerup for 12 år siden. Han driver virksomheden sammen med sin hustru Katrina Petersen, der har ansvaret for indretning og salg af boligtilbehør.