Det Hvide Hus: Republikanere undergraver præsidenten

admin

9 år siden

|

09/03/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Præsident Barack Obama mener, det er "en anelse ironisk", at republikanske senatorer advarer Iran mod at indgå en atomaftale med USA og stormagterne. Det sker i et brev fra republikanerne til Irans leder.

Det konstaterer Obama i forbindelse med et møde i Det Hvide HUs med den besøgende EU-præsident, Donald Tusk.

Obama kalder det "en usædvanlig koalition" mellem republikanere og hardlinere i Iran.

Kort forinden kaldte Det Hvide Hus brevet fra de republikanske senatorer om atomforhandlinger med Iran for en undergravning af præsident Obamas udenrigspolitiske strategi.

I deres brev advarer senatorerne om, at en eventuel atomaftale mellem USA og Iran kun vil holde, så længe Obama er præsident.

Det "griber bestemt ind i de bestræbelser", som USA og dets internationale partnere gør for at nå en aftale med Iran om dets atomprogram, siger Obamas talsmand, Josh Earnest.

- Det rejser en række vigtige spørgsmål om forfatternes hensigter og formål, siger han med henvisning til de 47 republikanske senatorer, som har skrevet det åbne brev til Irans leder.

Her advarer de om, at en aftale ikke kan være det papir værd, den er skrevet på.

USA og stormagterne er inde i slutforhandlingerne med Iran. De vestlige lande vil have en aftale, som forhindrer Iran i at fremstille atomvåben.

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, bekræftede mandag aften, at han rejser til den schweiziske by Lausanne for at mødes med sin iranske kollega, Mohammad Javad Zarif, til nye forhandlinger i de såkaldte P5+1-forhandlinger.

P5+1 refererer til de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd - USA, Kina, Rusland, Storbritannien og Frankrig - samt Tyskland.

Stormagterne og Iran har deadline for forhandlingerne 31. marts, og senest 30. juni skal der ligge en endelig aftale.

/ritzau/Reuters