Det er Falck-vejr: 237 udrykninger her til morgen

Ann Katrine Warren

|

19/03/2013

Dagens topnyheder

Selv om snestormen alligevel ikke ser ud til at ramme landet for alvor, så keder de sig ikke hos Falck tirsdag morgen.

- Det er rigtigt Falck-vejr. Vi har en jævn travl dag, og det gælder især på Sydsjælland, Lolland-Falster og i hovedstadsområdet, fortæller pressechef hos Falck, Mikkel Andreas Beck, til Dagens.dk.

Klokken 8 havde Falck allerede været ude at hjælpe danskere i problemer 237 gange. De 52 gange har det været fritrækninger, men man er også rykket ud til starthjælp, frosne døre der skulle åbnes og bugseringer.

Sneen falder tilsyneladende ikke helt så tungt i dag, som mange ellers havde frygtet. Men det får ikke Falck til at hvile på laurbærrene.

- Vi holder øje med vejret, og selv om der ikke kommer så meget sne, så kan det stadig give problemer, hvis det pludselig begynder at fyge, siger han.

Også i går var en travl Falck-dag, men her var det især Region Syddanmark og Midtjylland, som blev ramt af sneen. I løbet af døgnet rykkede Falck ud 2200 gange, hvor af mange fra fritrækninger.