Der er masser af job i Horsens

John Meyer

|

13/12/2012

Dagens topnyheder

50 ledige i Horsens Kommune er i løbet af den seneste måned kommet i job i private virksomheder eller har påbegyndt en uddannelse. Det skyldes jobberedskabets målrettede indsats.
I alt har jobberedskabets konsulenter besøgt 63 lokale virksomheder – fortrinsvis private – og tilbudt dem hjælp til at ansætte medarbejdere.

- Mange virksomheder, både små og store, er presset til det yderste rent arbejdsmæssigt og har svært ved at sætte den fornødne tid af til at udforme jobansøgninger, kalde folk ind til samtale m.m. Det kan få som konsekvens, at de ikke får ansat nye medarbejdere. Med vores professionelle rekrutterings tilbud får de hjælp til disse ting. Samtidig sørger vi for at matche de ledige med de rigtige jobs, siger beskæftigelsesdirektør Frode Fårup.

Kun 10 akutjobs
De mange stillinger omfatter alt lige fra ufaglært arbejde på et lager til faglærte kontorjobs. Ifølge borgmester Peter Sørensen (S) er jobberedskabets succes med jobformidling kun begyndelsen på en intensiv indsats, der skal sikre endnu flere arbejdspladser i Horsens Kommune:

- Vi kan jo se, at jobbene er der. Det er kun et spørgsmål om at få dem synliggjort, siger Peter Sørensen.

De mange jobs fordeler sig på 30 ordinære jobs, 10 akutjobs, fire flexjobs og fire rotationsjobs. Hertil kommer to voksenlærlinge.
Horsens Kommunes nye jobberedskab er det første af sin art i Danmark, hvor Jobcentret, a-kasserne og uddannelserne samarbejder om at få ledige i arbejde.