Den konservative gruppe i EU-Parlamentet, EPP, vil fortsat være den største, men der vil sidde 62 færre parlamentarikere i gruppen, end der gjorde i sidste valgperiode.
Gruppen står til at få 211 ud af det nye parlaments 751 medlemmer.
Det viser den anden projektion, som EU-Parlamentet er kommet med på EU-valgets sidste aften.
- Vi er kommet ud med et forspring. Så det er Jean-Claude Juncker og EPP, der nu skal prøve at finde et flertal, siger formanden for EPP, Joseph Daull, på scenen i EU-Parlamentet søndag aften.
Joseph Daull henviser her til kampen om, hvem der skal være den næste formand for EU-Kommissionen.
Parlamentet mener, at det ifølge Lissabon-traktaten er grupperne i parlamentet, som skal nominere en kandidat.
Der er dog ikke enighed med EU's medlemslande om den traktattolkning.
EPP har nomineret luxembourgske Jean-Claude Juncker som kandidat til formandsposten.
Den socialdemokratiske gruppe i parlamentet, S&D, står til at blive næststørste gruppe i parlamentet med 185 medlemmer. 11 færre end ved valget i 2009.
Formand for S&D Hannes Swoboda er dog tilfreds med, at EPP står til at få færre mandater.
- Det betyder for mig og min gruppe, at vælgerne har været imod den politik, som EPP har ført i parlamentet og i kommissionen.
- Vi udgør en stærk opposition i parlamentet, og vi vil bruge den mulighed, siger Swoboda.
Også Swoboda kommer ind på valget af formand for kommissionen. S&D har valgt formanden for EU-Parlamentet, Martin Schultz, som gruppens formandskandidat til kommissionen.
- Det må være meget klart, at hvis Juncker vil være formand, så skal han acceptere vores basale ønsker om at ændre retning i Europa. Væk fra nedskæringer, at kæmpe for job og for bedre kommunikation mellem borgerne og EU-institutionerne.
Det liberale parti, Alde, står til at blive den tredjestørste gruppe med 71 medlemmer. 11 færre end ved valget i 2009.
Formanden for gruppen og den såkaldte spidskandidat for Alde mener stadig, at han har en chance for at blive kommissionsformand.
- Traktaten siger ikke, at det skal være den største gruppe. Den største gruppe kan gøre det første forsøg på at få et flertal. Hvis det ikke lykkes, er det det andetstørste parti, som kan forsøge. Måske kan endda det tredjestørste parti gøre et forsøg, siger belgieren Guy Verhofstadt.
/ritzau/