Den faldende ulighed varer ikke ved

admin

10 år siden

|

21/05/2014

Dagens topnyheder

Fattigdommen er faldet i Danmark fra 2011-2012, viser en ny rapport fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Alle er enige om, at det er glædeligt nyt. Det siger Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom for den liberale tænketank Cepos.

Men han gør opmærksom på, at rapporten ikke har medregnet konsekvenserne af kontanthjælpsreformen, skattereformen og førtidspensionsreformen.

- Rapporten har ikke indregnet effekten af disse reformer, da rapportens tal for ulighed og fattigdom kun omhandler 2012. De nævnte reformer træder først i kraft fra 2013 og frem, siger han i en pressemeddelelse.

Men cheføkonomen siger, at regeringen bør fortsætte reformsporet for at øge vækst og beskæftigelse. Også selvom uligheden vil stige en smule.

- Det bør være til at leve med efter som uligheden er lav i Danmark. Øget ulighed er ikke et mål i sig selv. Det er derimod et mål i sig selv at få flere i beskæftigelse. Hvis det medfører øget ulighed, så er det til at leve med i Danmark, siger han.

Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen, påpeger også, at regeringen kun har valgt at medregne perioden frem til 2012.

- Det er smart, for i 2012 afskaffede vi de såkaldte fattigdomsydelser, og det fik i en kort periode fattigdommen til at falde. Men siden har regeringen jo gennemført en række fattigdomsskabende reformer, som trådte i kraft i de følgende år, siger socialordføreren i en pressemeddelelse.

- Førtidspensionsreformen og ikke mindst kontanthjælpsreformen som træder i kraft i år, vil uden tvivl øge antallet af fattige i Danmark. Særligt de nye fattigdomsydelser for unge arbejdsløse - som er lige så lave, som de fattigdomsydelser vi afskaffede i 2012 - vil øge fattigdommen. Og endelig er dagpengereformen, som også øger fattigdommen, ligeledes først trådt i kraft efter 2013.

Formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, påpeger, at faldet i antallet af fattige først og fremmest skyldes afskaffelsen af fattigdomsydelserne.

- Det bør være en advarsel til alle om, at en genindførelse af fattigdomsydelserne vil betyde flere fattige. Analyserne bør også få regeringen til at genoverveje kontanthjælpsreformen, så den sikrer, at uddannelseshjælpen til unge ikke bare bliver en ny fattigdomsydelse, siger han.

I 2013 fastsatte regeringen en officiel fattigdomsgrænse i Danmark. Det betyder, at man som dansker er fattig, hvis man tjener under 103.200 kroner om året.

/ritzau/