EU-Kommissionen foreslår, at EU i 2030 skal have reduceret sin CO2-forurening med 40 procent i forhold til niveauet i 1990.
Samtidig vil kommissionen have et bindende mål på EU-plan om, at 27 procent af energiforsyningen i 2030 kommer fra vedvarende energikilder som sol og vind.
Kommissionens beslutning er en sejr for den linje, den danske klimakommissær Connie Hedegaard har stået på over for den mere industrivenlige tyske energikommissær Günther Oettinger.
Kommissionsformand José Manuel Barroso siger på et pressemøde i Bruxelles, at udspillet skal befæste EU's førerposition i kampen mod klimaforandringer.
- Forslaget er både ambitiøst og effektivt og viser, at der ikke er grund til at diskutere, om man er grøn eller forsvarer industriens interesser. Det er ikke modsætninger. De to ting kan gå hånd i hånd, hvis man gør det klogt, siger Barroso.
Connie Hedegaard forsvarer sig mod kritikerne af manglende ambitioner med en understregning af, at det også skal være realistisk.
- Kunsten er at foreslå noget, man faktisk kan få igennem. Det er vigtigt at tænke over, hvordan man kan lave et mere fleksibelt system. Hvis ikke vi gjorde det, ville forslaget være politisk dødt allerede i dag.
- Vi har forsøgt at foreslå noget, som det også er muligt at få 28 europæiske regeringer til at bakke op om, siger Connie Hedegaard på pressemødet.
Det er ikke helt klart, hvordan det vedvarende energimål kan gøres bindende, når det kun er fastlagt på EU-niveau og ikke som tidligere bliver pindet ud på krav til de enkelte medlemslande.
Det bliver op til forhandlinger med medlemslandene og EU-Parlamentet at finde ud af, hvordan man håndterer dét. Ifølge kommissionens indspark skal det ske via en ny koordinering, der blandt andet pålægger landene at aflevere nationale energiplaner.
Både det system og de overordnede rammer skal de kommende måneder forhandles på plads med de øvrige EU-institutioner. Det vil blandt andet blive et dominerende tema for et EU-topmøde i Bruxelles til marts.
Med i pakken er også et forslag til en opfordring til medlemslandene om at sikre, at de tager hensyn til miljøet, hvis de vælger at udvinde den kontroversielle skifergas. Samt en langsigtet løsning for EU's system for handel med forureningskvoter.
I stedet for den nuværende lappeløsning, hvor man for en tid har pillet en stor mængde kvoter ud af handlen, lægger kommissionen op til, at man ændrer systemet, så antallet af kvoter på markedet automatisk bliver justeret i takt med udsving i den økonomiske aktivitet.
/ritzau/