Den spanske landstræner Vicente del Bosque er klar til at forlade jobbet, hvis der er enighed om, at han ikke er den rigtige til at stå i spidsen for genrejsningen af det spanske landshold.
63-årige del Bosque har ellers kontrakt frem til og med EM i 2016, men han vil ikke klamre sig til taburetten efter verdensmestrenes totalfiasko ved VM i Brasilien.
- Hvis jeg er problemet, så går jeg. Det eneste, jeg ønsker, er, at vores forbund og vores spil fungerer ordentlig, og dette er ikke det rigtige øjeblik til at tale om fremtiden. Vi skal nok træffe den rigtige afgørelse i landsholdets bedste interesse, siger Vicente del Bosque ifølge nyhedsbureauet dpa.
Siden sin tiltræden i 2008 har den erfarne træner været manden bag et af nyere tids stærkeste landshold, som har vundet tre store mesterskaber på stribe.
Men titelforsvaret i Brasilien gik helt skævt, og efter to nederlag i de første to kampe står det fast, at spanierne ikke kommer videre fra den indledende gruppe.
- Vi tabte, fordi vi spillede dårligere end vores modstandere, det er det, det handler om. Vi har ikke været i stand til at tiltvinge os den kontrol over kampene, som vi har haft før. Vi har alle fejlet, og vores præstationer har været under vores normale standard, erkender del Bosque.
Fredag udtalte sportsdirektøren i det spanske fodboldforbund, Jorge Perez, at man ønsker at fortsætte med del Bosque som landstræner.
/ritzau/