På tirsdag kan du se 16-årige Sasja Vistisen fra Næstved på skærmen i tv-programmet De unge mødre. Hendes 6 måneder gamle datter Annalia vil helt sikkert smelte dit hjerte. Den lille kønne pige har en usædvanligt meget hår af sin alder. Hun ser bedårende ud. Det samme gør hendes unge mor.
Julie fra De Unge Mødre kæmpede et år for sin kærestes gunst, skriver udeoghjemme.dk
Mormor var også ung mor
- Min mor var selv kun 16 år, da hun blev mor første gang. Da jeg fortalte hende, at jeg var gravid, blev hun ikke sur. Hun syntes, at det var tidligt, men hun ville ikke tvinge mig til en abort. Hun vidste godt, at jeg altid har været imod abort.
- For mig var abort slet ikke en mulighed, selv om jeg opdagede min graviditet allerede 1. dag, min menstruation udeblev. Alle tegnene kom først nogle uger senere, men jeg havde haft en mistanke om, at jeg kunne være gravid, også selv om jeg intet kunne mærke. Måske havde jeg bare en slags 6. sans. Det var meget mærkeligt. Jeg tog p-piller, men jeg havde taget en enkelt pille en dag for sent. Det var nok, fortæller Sasja.
Far ikke med til fødslen
Annalias far, 19-årige Georg, er født i Irak. Han kom til Danmark, da han var 3 år. Hans familie er katolikker, så han var ikke meget for at fortælle dem, at han skulle være far. Sasja har endnu ikke mødt hans forældre, og når hun spørger ind til dem, vil Georg helst ikke svare.
Natacha Nikita fra de unge Mødre er forelsket – læs om det på Udeoghjemme.dk
De to er først lige begyndt at tale sammen igen, og Georg har set sin datter for nylig for første gang. Han var ikke med til fødslen, for Sasja og han var blevet uenige om, hvorvidt han skulle betale børnepenge eller ej, da hun var i 20. uge.
Fra da af talte de ikke sammen. De var aldrig kærester, men mødtes via fælles venner og gik til de samme fester.
- Før jeg blev mor, var jeg lidt af en ballademager. Som yngre var jeg dygtig i skolen, men for to år siden begyndte jeg at blive skoletræt og lave ballade. Jeg nåede kun lige at få 9. klasses eksamen overstået, inden jeg fik Annalia. Mine karakterer var bare ikke særlig gode, så jeg vil gerne tilbage og tage 10. klasse og gøre det bedre, siger Sasja.
Hvor hun før ikke havde mange planer for fremtiden, er hun nu fast besluttet på at tage en uddannelse. Annalia skal have en god rollemodel, synes hun. Drømmen har altid været at arbejde med børn, og nu vil Sasja gå efter en uddannelse som sygeplejerske og måske jordemoder.
Søster gravid samtidigt
Før Sasja opdagede sin graviditet, havde hendes 23-årige søster Michella netop annonceret, at hun ventede deres mors første barnebarn.
- Min søster skulle nok lige vænne sig til, at hendes 15-årige lillesøster også var gravid. Men hun har kun været støttende, ligesom mor. Det var hyggeligt at have hinanden at tale med om vores maver. Vi gik ture ned til byen og jeg besøgte hende meget, fortæller Sasja.
Søsteren fødte sin datter, Emilia, tre måneder før, Sasja fik Annalia. Dermed er deres mor blevet mormor til to piger i alder af blot 40. Hun har stadig tre børn boende hjemme. Sila på 11 år, Malia på 7 år og efternøler Magnus på 21 måneder.
- Af og til kan jeg godt savne larmen, og at der altid var mennesker omkring mig. Vi boede syv mennesker på 126 kvm. Men jeg kommer stadig meget hos dem. Jeg gider ikke altid lave mad kun til mig selv, og min mor er sød at lade mig spise hos hende, fortæller Sasja.
Annalia ser sin far
Hun er spændt på, hvordan reaktionerne vil blive på det første program af De unge mødre med hende og Annalia. Tirsdag d. 1. april vil de to tone frem på skærmen på kanal 4.
- Annalia er altid glad og smilende. Hun har sjældent en dårlig dag. Hun er bare så nem og sød. Man kan sige, at selv om min graviditet var uheldigt, var den også et stort held. Jeg ville aldrig have undværet min datter. Det hænder, at jeg tænker over alle de ting, som jeg går glip af. Mine veninder har fx lige været med 10. klasse på studietur i Budapest. Men så tænker jeg på, at jeg i stedet har Annalia, og så gør det ikke noget, fortæller Sasja.
For nylig tog Sasja kontakt til Georg igen for at spørge, om han ikke havde lyst til at se sin datter. Nu ser far og datter hinanden to gange om ugen, og han og Sasja er atter fine venner. Dog bliver de aldrig kærester, vurderer Sasja.
Af redaktionen, udeoghjemme.dk, Newsdesk Aller Media, foto: Janus Nielsen.