De syriske parter er enige om at hjælpe krigsofre i Homs

admin

10 år siden

|

06/02/2014

Dagens topnyheder

Den syriske regering siger, at den er nået frem til en aftale med FN om at give "uskyldige" civile tilladelse til at forlade den belejrede by Homs, der kontrolleres af oprørerne.

Det er potentielt set det første positive resultat fra fredsforhandlingerne, der endte i et dødvande i Genève i sidste uge, men som fortsættes om få dage.

FN byder rapporterne om en aftale om humanitær hjælp til den belejrede syriske by velkommen, men i noget forsigtige vendinger.

- FN og humanitære partnere har leveringer af mad, medicin og andre basale fornødenheder klar til levering i udkanten af Homs, så snart der er givet grønt lys, siger FN-talsmanden Farhan Haq i en erklæring.

Flere iagttagere siger, at det ikke står klart, om der er blevet givet tilstrækkeligt med garantier til dem, som er i det belejrede område.

Præsident Bashar al-Assads styrker har anvendt en belejringstaktik, hvor byer omringes, og oprørerne inden for udsultes. En taktik, der i stigende grad også er blevet benyttet af oprørerne.

Belejringen af den gamle by Homs har stået på i over et år, og aktivister siger, at over 2500 mennesker er fanget og kæmper for ikke at dø af sult og fejlernæring. De repræsenterer kun en mindre gruppe af de belejrede syrere, som mange forskellige steder i landet har desperat brug for nødhjælp.

Guvernøren af Homs, Talal Barazi, siger til det statslige nyhedsbureau Sanaa, at der er indgået en aftale med FN, der sikrer, at civile vil kunne forlade områder af byen meget snart.

- Aftalen vil give uskyldige civile - blandt dem kvinder, børn, sårede og ældre - en lejlighed til at forlade området, så snart de nødvendige arrangementer er på plads. De vil også få humanitær hjælp, siger det syriske udenrigsministerium i en erklæring.

Nyhederne kommer, efter at den syriske oppositionsleder, Ahmed Jarba, har besøgt Moskva i et forsøg på at få russerne til at lægge pres på det syriske regime omkring al-Assad for at få det til at gå med til en aftale om et overgangsstyre.

Den næste runde af fredsforhandlinger i Genève er planlagt til at begynde 10. februar.

/ritzau/Reuters