Stadig flere danskere holder sig fra decemberkulden og juletrængslen på gågaden. I stedet køber de deres julegaver på nettet.
Fra Foreningen for Dansk Internet Handel, FDIH, lyder det, at julen er startet godt på nettet.
- Selvom vi havde høje forventninger, ser det ud til, at de bliver indfriet. Danskerne har helt klart taget julegavekøbene på nettet til sig. Det er rigtig fornøjeligt, siger direktør i FDIH, Annette Falberg.
Hver tredje dansker køber ifølge foreningen gaver på nettet, og dens prognoser spår en stigning i julehandlen på nettet på 30 procent.
Også Dansk Erhverv forudsiger, at flere danskere vil købe gaver på nettet i år.
- Det er primært hos netbutikkerne, vi ser en stigning i julehandlen. Vi ser det som et udtryk for, at netmarkedet nu er så modent, at det er blevet en fast rutine for danskerne at handle på nettet, også i forbindelse med julehandlen, siger Henrik Hyltoft, markedsdirektør i Dansk Erhverv.
Særlig når de går efter ønskesedlen og giver gaver som bøger, computerspil og legetøj, køber danskerne gaver over nettet.
- Folk ved godt, hvad det er for en Lego-æske, de skal have, og så kan de lige så godt købe den på nettet, siger markedsdirektøren.
Men hvis de er tvivl, om gaven skal byttes, foretrækker danskerne fysiske butikker. Markedsdirektøren forventer, at tendensens store vindere bliver de butikker, der både har en effektiv netbutik og fysiske butikker.
Det er nemlig stadig i de fysiske butikker, at størstedelen af julehandlen foregår. 85 procent af julehandlen forventes at foregå i de fysiske butikker i år.
Dansk Erhverv regner med at julehandlen, hvis man ikke kun tæller gaver, men også julegæs, juletræer og for eksempel snaps med, vil udgøre otte milliarder kroner. Det er en lille stigning i forhold til sidste år.
/ritzau/